Udfordret.dk



Vi har alle brug for et spejl



Dette jeg deler her, skrev jeg for ca 8 år siden… men det er stadig lige relevant …

Det blev delt ud på gågaden i min by, i forbindelse med ADHD dagen.

Jeg husker følelsen af sårbarhed , blandet med følelsen af styrke og vilje.

Jeg så folk direkte i øjnene og sagde “vil du læse lidt om adhd”… udadtil stærk og modig, indeni var jeg blot Peters Mor… på vej i min process i den verden der eksisterer for “forældre til børn med særlige behov.”

Det var før inklusionens fødsel… men dén problematik tager jeg en anden dag… den i mine øjne totalt misforståede inklusions filosofi !

Nå, men hvorfor stod jeg så dér på gågaden , en råkold lørdag formiddag, med frysende tæer og kaffe i et plastik krus til at holde varmen … side om side med andre forældre i samme situation …

Jo, det gjorde jeg fordi ;

Hvis jeg bare kunne nå én forældre … én bedsteforældre eller anden interesseret, så var målet nået.

Målet var at formidle det enkle budskab “Du er ikke alene”…

Målet med at dele det her, 8 år ældre, måske ikke klogere, men erfaringer rigere, er at hvis jeg med min historie kan formidle et lille håb til bare én mor eller én far, hvis mine ord kan lette angsten og frygten bare lidt, hvis mine ord når ud til præcis ham eller hende der føler sig lidt fortabt , således denne fortabthed for en stund erstattes af følelsen af at blive forstået, så efterlader det mig med følelsen af, at have givet lidt videre.

Så her kommer

❤️ TANKER FRA EN MOR…❤️

Min søn er ikke UARTIG…..
Han har ADHD

Min søn Peter er 5 år. Han er en alderssvarende dreng når du ser på ham, men så ophører al sammenligning også. Hans adfærd er præget af hyperaktivitet, skrig, slag, spark, dårlig legekontakt til andre børn, manglende evne til at ”høre efter” og forstå en besked, bagud på alle områder osv..

Peter har ADHD, han er også infantil autist, men hans aparte adfærd skyldes meget hans ADHD.

Selve autismen er mere ”skjult” for det blotte øje, idet hans hyperaktive voldsomme adfærd i de første år var meget dominerende. Nu får han medicin hvilket har åbnet en hel ny verden for ham..

Det har været en lang rejse, at kunne skrive og sige dette højt, UDEN at bryde sammen i gråd.

Her er lidt betragtninger fra mig til dig der mistænker at der måske er noget ”galt” med dit barn.
Eller til dig der blot er interesseret i hvad ADHD kan være.

Når man får mistanken er den som reel rigtig. Vi kender vores børn bedst.

• Søg læge, så I kan komme i gang med udredningen, der er ventetid på børnepsyk. men udnyt ventetiden med at skabe rammer for dit barn.
• SIG DIN MISTANKE HØJT, og tillad den store sorg det er, når man opdager at ens lille øjesten IKKE er som de andre.
• Bed kommunen om hjælp. Vær ikke bange for at de kommer styrtende og ”fjerner” dit barn, blot fordi du beder om hjælp til at tackle situationen. Der er stor hjælp at hente, blandt andet fra organisationen VISO, der stiller fagfolk til rådighed for vejledning og rådgivning.
• Bliv ikke skræmt over det ”store system”, få ”erfarne” forælder til at hjælpe og støtte dig, vi har samlet megen viden på vores vej, og deler gerne ud, for ALLE ved hvordan det er at stå for foden af bjerget i starten.
• ERKEND at dit barn er anderledes, ret ryggen og hold fast i at : ”DET IKKE ER DIN SKYLD”, du er god nok som far eller mor, men dit barn behøver HJÆLP.
• Hvis du tilbydes special børnehave, skole eller klasse så sig JA. Pres ikke dit barn ind i ”normale” rammer, i håbet om at så bliver han/hun nok normal.

NÅR DIAGNOSEN FORELIGGER: HVAD SÅ:

• Verden bryder sammen, men kun for en stund…. Du vidste det jo godt, men alligevel… man håber og klynger sig til tanken om, at ”i morgen er det hele normalt”.. men sådan er det jo bare ikke. Tillad dig selv at være ked af det, din sorg er lige så legal som alle andres. Køb eventuelt bogen ”den forbudte sorg”, og græd dig igennem den.
• HUSK PÅ, at dit barn grundlæggende er fysisk sundt og rask (med mindre der selvfølgelig er side diagnoser) men ud fra ADHD betragtningen er barnet sundt og raskt. Alle undersøgelser er leg, der er ikke nogle ”grimme undersøgelser”, og man dør ikke ad ADHD..
• FORTÆL alle der gider lytte hvad ADHD handler om, fortæl hvordan det påvirker din familie og dit barn, bestil pjecer osv, og meld dig ind i ADHD foreningen, DU ER IKKE ALENE….
• Tag imod medicin til dit barn, hvis børnepsykiateren mener det vil hjælpe. Bivirkningerne af et liv UDEN medicin overstiger i min verden langt bivirkningerne af selve medicinen.
• Erkend at dig barn ALDRIG får et NORMALT liv, men hold dig selv fast på, at han eller hun skal have et GODT liv… og sæt så rammerne og forventningerne derefter.

Livet med min Peter har åbnet mine øjne, og jeg elsker ham højt for det.
Jeg er fyldt med taknemmelighed over at netop JEG blev hans mor…

Det ”værste” du kan gøre mod dit ADHD barn er, at lade som om der ikke er noget galt…
Alle kan ikke få et normalt liv, men ALLE HAR RET TIL ET GODT LIV…

Afslutningsvis vil jeg bemærke, at jeg i dag opdagede at jeg stadig har brug for at spejle mig.
Artiklen “undskyld” gik lige i hjertet, og jeg følte der blev kastet en livline jeg ikke troede jeg manglede… og det siger mig at vi aldrig bliver færdige med at lære, aldrig bliver 100 % selvkørende….og strofer af en sang fra min ungdom blander sig i mine tanker , Anne Dorte Michelsens “vi har jo brug for hinanden”…

Vil du læse mere fra Pia, så tjek: Tankeblokken på Facebook.