Udfordret.dk



Vi glemmer smerte



Jeg har født 3 børn. Det var smertefuldt og en hel masse andet fantastisk. I denne forbindelse er det det med smerten, jeg vil stille skarpt på. Det og i særdeleshed stress. Jeg har efter hver fødsel oplevet, at hjernens opfattelse af smerte ret hurtigt fortager sig og tanker om aldrig nogensinde at udsætte mig selv for det igen er skubbet væk. Vi gør det igen og igen på trods af den store smerte.

Er det lige sådan med stress? Vi knokler på og udsætter os selv for de samme belastninger igen og igen?

Vi har haft Oskar i aflastning her henover weekenden. Moren her var bekymret og kørte ham derhen. Oskar skulle starte på en ny afdeling med nyt personale, som han kun havde mødt ganske lidt. Fik ham vel afleveret, og han var glad og i fuld vigør.

Så stod den ellers på dejlig weekend. TV-2 koncert fredag med fantastiske venner, de to små blev passet af farmor og farfar og hyggede sig. Lørdag og søndag alene med Arthur. Anne og far tog på kanotur med veninder og venner. “Jeg føler mig helt normal”, siger jeg til en veninde der fredag aften. Hvad pokker det end er? I hvert fald følte jeg mig meget afslappet hele weekenden. Hyggede meget med Arthur. Vi tog i Legoland lørdag og så på lækre biler søndag. Som i Ferrari og en rigtig James Bond bil. Fra Strøjer samlingen.

I dag kom Oskar så hjem igen. Vi havde besøg af fantastiske Marte Meo Connie og skulle lave aktiviteter, hvor børnene skulle interagere med turtagning og andet svært. Lutter idyl. Jeg nåede at tænkte, at det kører jo, vi kunne godt se ud som en familie, der ikke behøver hjælp. Jeg havde glemt stressen. Min hjerne havde åbenbart glemt, hvad der sker for min krop. Det havde kroppen til gengæld ikke. Efter at have spist boller og drukket kakao i lutter idyl og været i haven og ae kanin og bore lidt i legehuset, gik vi indenfor og lavede perleplader og smelte perler i ovn. Der var stor koncentration fra alle. De skulle lige se mit “smelte perler”-projekt an, inden de var med på den. Super flot koncentration. Små gnidninger begyndte og trods Oskars flotte koncentration, var han over det hele. Ved ovnen, ved Annes perler, ved fars perler, ved Arthurs perler, “må jeg få en bolle mere”, ved ovnen. Der var for vores virkelighed relativ ro på. Men der guides. Vi er uafbrudt på. “Du sætter dig der”. “Anne, Oskar kommer lige med en saks til dig”. “Oskar, du skal sætte dig, du skal sætte dig”. Jeg trækker vejret og finder ro. “Du skal sætte dig. Sådan det var godt, så tager du perlerne og kommer dem op i hjertet. Godt det var lidt for mange, vi tager nogen op igen. Så flot. Super Oskar”.

Langsomt men sikkert bygges kroppens stressreaktion op. Jeg ryster inden i, som skulle jeg gå på en hængebro over en dyb afgrund. Maven snører sig sammen og bliver siddende.

Hvorfor glemmer vi det egentligt? Smerten, stressen? Rationelt har jeg ikke glemt, at jeg får det sådan, men det var meget langt væk. Jeg tænker, det var smart for urmennesket at glemme smerte og stress. Jeg tænker, det også er smart for nutidsmennesket. For vi skal jo videre. Vi kan jo ikke bare undgå det. Der er jo meget, der SKAL gøres.

Marte Meo Connie fortalte os om “En frø” der hoppede op i en gryde med kogende vand. Av for pokker, den skyndte sig at hoppe ud og klarede den. En anden frø lå og hyggede sig i det lunkne vand. Det var i midlertid sat over til en kop kaffe og blev langsomt varmet op til kogepunktet. Frøen nåede ikke at reagere. Død!

Når vi mærker, vandet bliver for varmt. Livet snører sig til om os, må vi få stoppet op. Nogen gange kan vi bare ikke. Det er fx ikke nogen mulighed for os at sende Oskar væk permanent. Men er vandet ved at koge, må vi bede om hjælp, og det har vi gjort. Derfor må Oskar i aflastning.

Jeg er glad for, jeg kan glemme stressen. Det gør mig i stand til at nyde, når her er ro på. Det gør mig i stand til at leve med den.

 

 

Artiklen er skrevet af Annette Mikkelsen, som blogger på theblueskye.dk – kig forbi, hvis du ønsker endnu flere guldkorn fra Annette.