Udfordret.dk



undskyld min skat



Jeg har begået så mange fejl. Og det vil jeg gerne sige undskyld for. Du skal ikke have ondt af mig. Jeg har bare brug for at bekende alt det, jeg godt ved, jeg har gjort, sagt og skrevet galt.

Meget at det, jeg siger undskyld for, er noget, jeg i dag har indset. Men dengang jeg gjorde det, vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde galt. På det tidspunkt gjorde jeg vitterligt mit bedste. I dag er jeg klogere. I dag ved jeg, at jeg skulle have gjort en masse ting anderledes.

I morgen er jeg endnu klogere, og så ville jeg måske have gjort noget helt tredje.

I morgen gør jeg sikkert noget dumt igen. Sådan vil det altid være. Lov mig at tage ved lære: Det er OK at dumme sig. Altid. Det er OK at fortryde. Men kan du sige undskyld, og tilgive dig selv, så skal du nok klare dig!

Små børn har brug for nærhed. I dag kan jeg se, at du i særlig grad havde brug for nærhed og ro, da du var lille. Dengang anede jeg ikke, at det var det, du udtrykte, når du græd. Jeg troede, at jeg ikke var nok for dig, og jeg blev ked af det. I dag kan jeg se, at du bare bad mig om at være hos dig.

Jeg havde travlt – karriere, mig selv og at gøre alting rigtigt. Jeg var fuld af fart, og jeg anede ikke, at jeg bare skulle have sluppet alt og sat mig ned sammen med dig på gulvet. Jeg skulle have givet dig tryghed og nærvær dengang. Jeg havde det bare ikke i mig på det tidspunkt.

Jeg har været enormt langt væk fra mig selv. Ikke ti vilde heste kunne stoppe mig. Nej, det krævede i stedet en person, som kunne bore sig helt ind i min sjæl, og få mine øjne op for, hvad jeg var i gang med. Du kom som sendt fra himlen og fik mig til at rette kursen op.

Jeg kom også ud af kurs. Mange gange. Men hvor har jeg bare lært meget af vores rejse.

Jeg har råbt af dig. Jeg har talt hårdt. Jeg har skældt dig ud. Det må du virkelig undskylde. Jeg ved nu, hvor meget det flænser dig indeni, når nogen gør det. Du har brug for kærlighed og for at blive elsket. Det ved jeg nu. Undskyld.

Da du var 6 år sagde jeg, at du blev sendt på børnehjem, hvis du ikke opførte dig ordentligt. Undskyld, det var utilgiveligt, og jeg mente det ikke. Det var ondt. Jeg havde bare lyst til at du skulle stoppe med at råbe, græde og skrige. Men sådan må en mor ikke gøre. Undskyld.

Jeg har aldrig haft lyst til at lægge en hovedpude over dit hoved, når du skreg. Jeg har altid haft lyst til at vise dig, hvor meget jeg elsker dig.

Men jeg er i tvivl, om du ved det? Jeg er i tvivl om du ved, at jeg faktisk elsker dig over alt på jorden, og når det gør ondt på dig, gør det også ondt på mig? Sådan er det at være mor, og sådan skal det være.

Du bliver ved med at sige, at du ikke vil have medicin. Alligevel har jeg ikke gjort oprør. Men jeg deler din holdning. Jeg forstår dig. Og jeg tror heller ikke, det er godt for dig at få medicin. Det skader dig, og du lærer ikke selv at navigere. Jeg beklager, at jeg ikke har grebet ind endnu. Jeg samler stadig mod.

Hvis jeg skal forsøge at forklare, så er det, at du var for voldsom. For voldelig. For råbende. For skrigende. Jeg prøvede at retfærdiggøre mig og fortælle mig selv, at der også skulle være plads og rum til os andre. At vi andre ikke kunne holde ud at være sammen med dig. Jeg ved godt, det er en total falliterklæring, og at jeg burde kunne gøre det bedre som mor. Undskyld.

Jeg har presset dig alt for meget. Når du sagde, at der var noget, du ikke kunne, troede jeg, at du ikke ville. Jeg prøvede at tvinge dig, og det gjorde bare det hele meget værre.

Mange gange har du forsøgt at leve op til det, jeg gerne ville. Du har prøvet at passe ind. Det skal du ikke min skat. Jeg skal i stedet indse, at du er min helt egen dejlige dreng.

Der er så mange gange, hvor jeg skulle have indset tingene på forhånd. Men jeg så dem først bagefter. Jeg har været langsom – og øv, hvor har du betalt prisen mange gange. Som da vi var til fødselsdag, og jeg ikke have undersøgt om der var mad til dig eller havde sørget for at du kunne trække dig.
Jeg har sat i dig i alt for mange situationer, som du bare ikke skulle have været i.

Da du var få uger gammel, blev du indlagt med infektion. Du havde en bullen finger. Jeg tror nok, at den bulne finger var på grund af mig. Du havde et neglebånd, som jeg vist pillede af. Undskyld for kraniedrop og alt det andet – bare fordi jeg var en pilfinger.

Når du skulle til undersøgelser på sygehuset, var du bange. Men jeg troede, det var vigtigt, at undersøgelserne blev lavet. Så jeg holdt dig fast. Du skreg og skreg og skreg. Og var bange. Dine øjne tiggede og bad ”mor hjælp mig”. Men jeg holdt dig fast og stolede på autoriteterne. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle have hjulpet dig. Et barn skal vide at en mor hjælper – ikke at en mor bruger magt. Undskyld.

Da du var omkring ½ år faldt du på gulvet. Det burde ikke kunne ske. Men det skete. Der er kun mig til at tage ansvaret. Undskyld.

Jeg har engang fået fortalt, at andre ikke kan tilgive mig.
Jeg kan tilgive andre. Jeg kan tilgive mig selv. Men andre kan ikke tilgive mig.
Tilgivelse foregår indeni os selv. Ikke udenfor.

Nu har jeg oplistet alle de ting, jeg lige nu er klar over, at jeg gerne vil sige undskyld for. Måske kommer der mere – hvem ved? (der er sikkert en masse ting, jeg har glemt).

Nu vil jeg forsøge at tilgive mig selv. De ting jeg gjorde, gjorde jeg ikke for at være ond. Jeg har ikke gjort alting på den optimale måde. Men samtidig er jeg vist heller ikke verdens værste mor. Det virker bare sådan.

Alt hvad jeg har gjort, har jeg gjort i kærlighed til dig. I kærlighed til mig selv. Eller i kærlighed til andre. Nå ja, og nogle af tingene har jeg gjort i afmagt og andre ting har jeg gjort for at overleve – for ikke at blive sindssyg. Det undskylder ingenting. Men jeg håber, at det forklarer bare en lille smule.

Vi har rejst sammen og taget os en lærerig tur.

Når jeg ser, hvordan du tackler tingene, er jeg mega stolt over dig. Hold da op et mandfolk! Jeg nyder at iagttage, at du kæmper for din sag.

Skat, jeg håber ikke, at jeg har taget kamp-gejsten ud af dig. Jeg forstår godt, hvis du på nogle områder har opgivet din kamp. Vi voksne omkring dig har ikke været særligt gode i forhold til dig. Vi kunne godt have gjort det bedre.

Kunne jeg have gjort noget anderledes, så du ikke havde fået autisme? Hvis nu jeg havde været bedre til at læse dig. Hvis nu jeg havde sagt mit job op og bare været sammen med dig. Hvis nu jeg havde….

Min skat. Jeg deler min undskyldning, så andre kan læse med og måske genkende sig selv. De vil helt sikkert hade mig for at være en utilstrækkelig mor, og det har de lov til.

Min skat. Jeg vil så gerne sige dig undskyld for den smerte, jeg har påført dig. Og især undskyld for den smerte du har oplevet, som jeg ikke kunne tage fra dig. I vores næste liv, skal vi to rigtig hygge os sammen; Vi bliver hjemme fra skole og arbejde, vi går rundt og hygger os – nå ja, og så spiser vi lagkage til alle måltiderne!

Jeg har haft så dårlig samvittighed. Jeg har været så bange for, at nogen skulle opdage, hvor dårligt et menneske jeg har været overfor dig. Men nu er der ikke længere noget at være bange for. De kan ikke opdage noget – jeg har selv afsløret det.

Tak og undskyld.

Jeg har et særligt bånd til dig. Du har direkte adgang til mit hjerte og min sjæl.