Udfordret.dk



Single-mor (til barn med udfordringer) søger



Engang gik jeg rundt med romantiske drømme og fantaserede om, at der en dag dukkede en fyr op, som elskede mig. Nok. En fyr, der elskede mig så højt, at han også kunne leve med alt det andet, der fulgte med mig.

Jeg vidste godt, at det bare var en drøm, for jeg var ikke ligefrem en standardpakke.

Jeg elsker mine børn, og de kommer først, så han kunne stille sig op som nr. fire i køen (efter søn1, søn2 og mig selv). Dertil kom, at min ene søn har særlige behov, og det skulle ham drømme-fyren kunne rumme.

Nogle gange kan jeg ikke engang selv rumme min søn, så det er et urimeligt stort krav, at en ”fremmed” skal rumme mit barn bedre, end jeg selv gør.

Min logiske hjerne og jeg kom frem til, at når mit nummer en dag blev trukket ud i kærligheds-lotteriet, så skulle jeg vist bare satse på et helt almindeligt (kærligheds)forhold til en mand, hvor vi ikke involverede vores børn. Jeg så et liv for mig, hvor jeg nogle gange var mor, og nogle gange var ikke-mor. Sådan en slags dobbeltliv, hvor jeg halvdelen af tiden var kontrolleret, fornuftig og tog mig af mine børn, og hvor jeg den anden halvdel af tiden levede livet – mærkede at jeg levede med kys, flirt og den slags.

Jeg var klar over, at jeg skulle klare tingene selv. Det var jeg vant til, og jeg kunne helt ærligt ikke forestille mig, at der fandtes et menneske, som kunne ønske at sætte aktier i det, jeg havde gang i.

MEN….. virkeligheden overgår tit min fantasi og mine drømme.

Jeg elsker drømme og kan drømme stort! Nogle gange drømmer jeg så stort, at det nærmest er fantasi.

Jeg drømte om kærlighed. Det fik jeg – men jeg fik det på den helt vildt overdrevne måde, hvor ugebladsnovellerne kan gå hjem og lægge sig. Jeg endte som hovedpersonen i den vildeste kærlighedshistorie (som kun kvinder gider læse) og fik den store gevinst;

Manden der kigger på mig, når jeg ikke har make-up på, og jeg kan se i hans øjne, at han elsker mig
Manden der tilsidesætter sig selv for mine børns forskellige behov
Manden der kræver at være en del af HELE mit liv
Manden der gider opdrage på mine børn, når de er sammen
Manden der kan holde om mig, når jeg er sluppet op for kræfter
Manden der læser mig bedre end min mor
Manden der synger for mig, fordi jeg nyder det (og alle andre siger han ikke kan synge – de tager fejl, han synger himmelsk!)
Manden der kan leve med at jeg hele tiden udvikler mig, og tør være med mig i livets skole
Manden der ikke er perfekt – og tør indrømme det
Manden der tør sige til mig, at nu skal jeg stoppe og lukke munden

I mig er der – ud over en veludviklet drømmer – også indbygget både Ms Skepsis og Ms Logik.

Ms Skepsis fortæller mig, at det er for godt til at være sandt. Det er det muligvis. Muligvis ikke.

Ms Logik forstår ikke hvorfor; Jeg har ikke noget at tilbyde ham og mit liv er mere kompliceret og udfordret end hos så mange andre. Og alligevel er han der.

Who cares? Det sker sjældent, men når det sker, så er det ikke mig, der stopper legen – jeg tager imod det, der kommer til mig.

Nogle drømme skal jo blive til virkelighed…..