Udfordret.dk



Rigtige venner



Min særligt gode ven sagde: ”Du behøver ikke være så meget over ham – giv ham plads”.

Mit indre: ”?….??……???…..!!!!”

Vi havde (efter min mening) haft den største succes i mands minde. Det var helt klart min søns fortjeneste; det var ham, der var sej og overvandt sin angst, sine forbehold og havde fod på sin autisme. Men jeg var der også, og jeg havde rent faktisk hjulpet ham.

Jeg trådte til, når der var behov for det. Jeg trak mig væk, når han godt selv kunne klare det. Jeg var på forkant. Ja, jeg viste omsorg, men jeg var ikke mere beskyttende, end det var nødvendigt.

Jeg så hans signaler, og forudså hans behov. Jeg kunne se, hvordan han i starten var på vagt, og var presset. Og hvordan han efterhånden slappede af, da han erfarede, at alt var OK.

Jeg var glad og stolt over os – min søn og jeg havde samarbejdet og gjort det sammen. Alligevel fik jeg efterfølgende kommentaren: ”Du behøver ikke være så meget over ham – giv ham plads”.

Da den kom fra en særlig god ven, blev jeg paf. Så jeg gik og tænkte over det et par dage.

Til sidst kom jeg frem til, at jeg havde brug for at forklare mig (eller forsvare mig, om du vil). Så jeg tog den op igen:

Mig: ”Kender du det dér, hvor man får en kommentar, og bagefter ærgrer sig over, at man ikke svarede ordentligt på den?”

Ven: ”øh… ja”

Mig: Sådan havde jeg det, da du sagde, at jeg skulle give mere plads til min søn”.

(jeg skulle lige ridse rammerne for sætningen op, så han kunne huske det) og så fortsatte jeg: ”jeg syntes faktisk selv, at jeg gjorde det super godt. Jeg læste hans signaler, og gav ham det, han havde brug for. I mine øjne gik det mega-kanon-hamrende godt – måske fordi jeg gjorde det rigtige.”

Ven kigger på mig og siger ”det har du nok ret i. Jeg tænkte bare på, at da vi ankom, så stoppede du op og gik nærmest tilbage til ham. Min tanke var, at han nok ville komme”.

Mig: ”Lagde du mærke til, hvordan hans hoved hele tiden drejede fra side til side? Lagde du mærke til, at han hele tiden kiggede rundt?”

Ven: ”Øh nej”.

Mig: ”Vi var ude i naturen, han havde shorts på, og vi gik i en skovkant. Han var SÅ meget på overarbejde, og skulle hele tiden holde øje med, om der kom et insekt i luften eller et dyr på jorden. Så han skulle vide, at han ikke var alene – derfor lod jeg mig falde bagud og vise ham, at jeg var tæt på til at hjælpe ham, hvis han fik brug for det”.

Der var stille lidt. Jeg kunne mærke, at jeg nærmest var blevet ”renset”. Det føltes godt at få det sagt – om end jeg følte mig lidt fjollet og dum, at jeg gjorde så meget ud af en lille uskyldig sætning. Men det nagede mig, og jeg oplevede, at jeg var blevet ”irettesat” på forkert grundlag – af et menneske, der ikke havde set helheden.

Og når det kommer fra et menneske, der står mit hjerte meget nært, gjorde det lidt ekstra ondt. Det var dejligt at få det sagt. Det var dejligt at have mulighed for at forklare mig. Det var dejligt at kunne have en stille og rolig dialog. Det var dejligt at have en rigtig ven, der gerne ville lytte. Det var dejligt at det ikke handlede om at forsvare sig – men bare om at fortælle hvad vi hver især oplevede.

Når jeg får en kommentar, stopper jeg altid op. For den der siger det, gør det jo ofte for at hjælpe, og siger det tit for at passe på mig. Derfor siger jeg som regel ikke noget – jeg orker det ikke og er for træt. Men denne gang var efter en dejlig lang sommerferie. Jeg havde lige så meget overskud som min hud var brun. Jeg havde overblik og var ikke på bagkant. Alt hvad jeg gjorde var bevidst og et valg.

Den dag så jeg en helheden og nogle nuancer, min ven ikke opfangede. Det gjorde, at jeg handlede vist.

Næste gang skal min ven sige det til mig igen. Og så viser det sig sikkert, at han har ret. At jeg er for pylret. Det er nemlig en af de ting, jeg træner. Som mor til drenge og som mor til et barn med udfordringer, er det meget sundt at få et maskulint indspark.

Men nogle gange er det altså stadig mor, der ved bedst.