Udfordret.dk



Postkort til Christine Antorini



Kære Christine,
Hvordan har du det?
Jeg kan læse ud fra det jeg kan se i medierne, at du har det godt!

Du er kommet videre i livet, efter din stilling som minister.
Det er jo dejligt! For dig.

Sikkert med både ministerpension og nye opgaver som ikke modsvarer en enlig Mors/Fars løn, som kæmper med et barn/pårørende med de diagnoser, som du i din inklusionspolitik ikke havde hverken forståelse for eller forstand på.

Jamen her går det ikke så godt.
Vi sejler stadig i kølvandet af din politik dengang og tvunget inklusion.

Det går faktisk så skidt, at vi er mange familier, der er slået i stykker – på grund af den politik og skolereform, du som uddannelsesminister fik gennemtruffet…..

Det går faktisk så skidt, at din inklusions-tanke har medført, at vi står med børn som ikke ønsker at leve mere.

Flere har desværre prøvet at gøre en ende på deres liv. Da Folkeskolen ikke fungerer for dem.

Da du blev erstattet af Ellen Thrane Nørby, følte jeg håb!
Virkelig håb!

Men hun kom aldrig helt ud af skabet. Desværre……

Hun var en ganske bleg minister!

Den ros skal du have, Antorini – du fik gennemtruffet en hel masse ting!

Men lidt som Chief Inspector Clousseau, fik du ikke kikket i bagspejlet!
Du har ikke set den ødelæggelse, du fik skabt. du kørt bare videre!
Du fik skabt en rundkørsel, hvor bilerne er kørt ind i hinanden.
Men du behøvede ikke tage ansvaret, for du var på vej videre.

Her på den anden side af dine reformer, er vi trætte.
Os der er trætte, er forældre, der bliver svigtet at skoler og samfund.
Og en inklusion, som ikke passer på vores børn, men en kommunes budget.
Os der er trætte er, pårørende der ikke får hjælp!!

Nyd din ferie som tidligere minister

Vi andre slås imens med at overleve den hverdag, du fik skabt til os med børn som du mener burde være i inklusion.
Vi sidder i dag på en ”ferie-ø” fra helvedet.
Hver dag er som at være strandet som Robinson – dog uden hverken en Fredag eller en talisman.

Mvh Veronika Engh Petersen, Journalist, skribent og ikke mindst MOR til børn med åbne inklusions-ar