Udfordret.dk



nogen der forstår….



“Mor, de forstår mig!” Ordene kommer fra en begejstret 9-årig dreng med strålende øjne, der kommer glad hjem fra sin nye skole.

Hvorfor er det noget særligt? Fordi barnet ikke er vant til at blive forstået.

Mange børn med udfordringer (ligegyldigt hvilke) har en oplevelse af, at andre ikke forstår. Når de så endelig møder nogen, der forstår, bliver de glade, og kan automatisk godt lide det andet menneske.

Hvis vi gerne vil hjælpe en person med udfordringer, kan vi øve os i at forstå.

For mig har én af de største kærlighedserklæringer til mine børn været, at jeg gjorde mig umage med at forstå dem og dermed respektere dem.

Det med at forstå var desværre ikke et medfødt talent hos mig. Det var ikke helt ukompliceret og medførte frustrationer hos især min ene søn, som klart signalerede at jeg ikke forstod ham. Han havde ret. Dengang var jeg meget i mit hoved, og prøvede at forklare alt ud fra logik. Jeg fattede ikke, at nogle gange havde han bare brug for at jeg lyttede. Jeg fattede ikke, at han bare fortalte om sine følelser og behov, og at min opgave var at forstå. Jeg anede ikke, at det værste, jeg kunne gøre var at komme med forklaringer.

Derudover havde jeg altid travlt med arbejde, madlavning eller andre praktiske ting, og han følte ikke, at der var ro nok til, at han kunne få min fulde opmærksomhed.

Det ved jeg nu, fordi jeg nærmest ved et tilfælde læste jeg bogen “Lær at lytte – om at tale så mine børn lytter og at lytte så de taler” (købt på nettet hos en antikvar). Den bog var et vendepunkt for mig! Roeren Arne Nilsson skrev i en af sine børger, at den bog ændrede hans forhold til sine børn. Jeg oplevede præcis det samme og glæder mig, til jeg en dag møder Arne Nilsson og kan takke ham.

I dag er jeg hende, der ofte forstår børn og deres behov.

Da jeg selv havde små børn, var jeg hende den lidt stive kvinde, som åbenlyst ikke fattede, hvad der foregik. Den ældste ville ikke fortælle mig noget, for jeg ville alligevel ikke forstå.

Men jeg ændrede mig! I dag deler drengene deres tanker, refleksioner og følelser med mig, og nogle betragter mig som hende, der er sådan lidt pædagog-agtig og forstår deres børn (jeg får dog stadig baghjul af flere veninder, men det fortæller jeg ikke dem, der roser mig ;-)).

Jeg knytter mig i dag nemt til børn og unge mennesker. Måske fordi jeg har indset, at vil jeg have en relation, skal jeg give slip på mit behov for at tale og i stedet lytte til, hvad barnet gerne vil fortælle mig.

Alt sammen fordi jeg læste en bog om, hvordan man helt lavpraktisk kommunikerer med sine børn, så de har tillid. I bogen var det oplistet, hvilke former for kommunikation, der lukkede dit barn og nærmest skubbede dit barn væk. Beskrivelser af, hvordan man ikke gør, passede på min adfærd.

Kirsten Callesen fortalte på mit VITA-kursus, hvor vigtigt det er, at især personer med autisme oplever, vi voksne gør os umage med at forstå. Når jeg ser på min søn med diagnose kan jeg se det tydeligt: De mennesker, han knytter sig til, gør sig umage med at forstå ham. De personer, han viser ligegyldighed overfor, er dem, som han har opgivet at få til at forstå.

Én ting, der kan lukke mit barn er, når voksne gerne vil forklare ham, hvorfor han tager fejl eller ikke har ret. Fx at der ikke er noget at være ked af, nedtrykt over eller bange for. Når vi voksne gør det, føler han, at vi afviser hans følelser og oplevelser. Han tolker det som et tegn på, at vi ikke forstår.

En dag efter skole var min søn usædvanligt nedtrykt og lagde sig bare på sengen og kiggede ind i væggen. De ting, der normalt plejede at virke opmuntrende, virkede bare ikke dén dag. Jeg lagde mig på sengen bag hans ryg og var der bare.

Efter lidt tid spurgte jeg ham: ”Hvis jeg har en fornemmelse af, at du lige nu ikke rigtig har lyst til at leve… er det så rigtigt?”.

Der gik lidt, så tog han en dyb indånding. ”Jep!” Lød svaret.

Jeg kommenterede ikke på det, men sagde vist bare tak for, at han var ærlig. Og blev ellers bare liggende bag ved ham.

Jeg havde holdt vejret, da jeg stillede spørgsmålet. Bevidst om, at jeg vist spurgte om noget, en mor ikke må spørge om, og som alle professionelle ville lynche mig for. ”Hvilken mor kan dog finde på det!!”.

Men… når det gør ondt, så er det, vi har brug for, at nogen er ved os og forstår. Siger du til et nedtrykt menneske, at der er en masse at være glad for, så vil han føle sig endnu mere alene.

Jeg prøvede ikke at flytte hans sindstilstand. Jeg prøvede ikke at fortælle ham, at solen skinnede og livet var skønt. I stedet var jeg sammen med ham og accepterede ham, lige dér, hvor han var. Jeg prøvede ikke at lave om på noget. I stedet viste jeg, at jeg forstod, hvor han var mentalt, og at han ikke var alene.

For mig var det vigtigt, at han kunne være ærlig om, hvor han var og vide, at jeg ikke panikkede over, at han var nedtrykt.

Vi lå i stilhed i 5-10 minutter efter, han havde svaret ”jep”. Så rejste han sig op og spurgte ”nå, skulle vi så have den kage?”.

Kage…. Han havde igen lyst til at leve!

Forstå mig. Elsk mig.