Udfordret.dk



når der er noget galt med mor og far



Det vrimler efterhånden frem med forældre, der har særligt sensitive børn. Den slags havde man ikke i gamle dage, så det er nok et nymodens fænomen og noget, forældrene finder på…

Mange bebrejder forældrene: ”Det skyldes manglende opdragelse”. ”Det er din skyld, at dit barn opfører sig underligt, og at dit barn ikke kan rumme en skoledag fra 8-15”. ”Det hele er bare noget, du bilder dig ind og overfører til dit barn”. ”Der er ikke noget i vejen med barnet – kun med dig”.

I de sætninger er kun én ting rigtig: Der er ikke noget galt med barnet!

Ser vi bort fra alkoholikere, stofmisbrugere og psykisk syge forældre er der heller ikke noget galt med forældrene – tværtimod er disse forældre særligt velegnede. De er nemlig klar over, at der er noget galt med de rammer, barnet er i.

Det er ikke alle børn, som magter en skoledag fra 8 til 15, hvor de skal navigere i kaos sammen med 27 andre børn.

Forestil dig lille Frederik på 8 år. Frederik er typen, der har det bedst, når han kan sidde og nørkle med tingene i fred og ro. Han foretrækker struktur, orden og forudsigelighed. Han elsker at lege med en kammerat, men skal han indgå i relationer med tre eller fem samtidig, bliver det uoverskueligt for ham.

Nedsmeltning – en naturlig reaktion
Frederik kan mange ting. Én af de ting, han er god til, er at holde på sig selv, når han ikke er hjemme. Inden i Frederik er der kaos, for i skolen er der mange lyde og meget er uforudsigeligt – han er konstant på overarbejde og kroppen er i alarmberedskab. Fordi Frederik er god til at holde på sig selv, ser skolen kun toppen af isbjerget.

Når Frederik kommer hjem og møder sin mor eller far, er han i trygge omgivelser og giver slip. Her møder forældrene et barn i nedsmeltning. En nedsmeltning, er et barn, der barn bryder grædende sammen, er utrøstelig, ikke kan nås, ikke kan overskue noget, slår på sine søskende og måske kaster med inventaret. Men det ser omgivelserne ikke, for det foregår inden for hjemmets fire vægge.

Et barn i nedsmeltning er forfærdeligt. Forestil dig, at nogen gik amok i dit hus – du ville ikke synes om det, og du ville bede vedkommende om at forlade huset med det samme. Men du kan ikke bede et 8-årigt barn om at forlade sit hjem. Hvor skal han gå hen?

Nedsmeltninger er hårde for forældre og søskende – man kan jo ikke have gæster eller legekammerater, når Frederik jævnligt går amok. Det er for pinligt og ubehageligt for legekammerater og gæster.

Men mest af alt, er det synd for Frederik. For nedsmeltningen er tegn på, at han har det elendigt og er så langt ude, som ingen børn burde være. Men Frederik kan ikke gøre noget. Det kan kun omgivelserne.

De rigtige rammer
Omgivelsernes rolle er at skåne Frederik. Frederik skal have hjælp, så han ikke er på overarbejde hele dagen. Frederik skal have pauser og en tryghedsperson, som han kan regne med.

Børn som Frederik har brug for at føle sig forstået. En Frederik, der havde været bange for at gå i skole, kom glad hjem fra sin nye skole og sagde: ”Mor, de forstår mig!”. Tænk at gå i skole en hel dag og ikke blive forstået….

Hvad er det, de voksne i skolen ikke forstår?

Frikvarter
De færreste skoler ved, at frikvarteret er det sværeste for Frederik. I frikvarteret er Frederik nærmest efterladt alene på slagmarken.

En skoleleder sagde engang om Frederik: ”Han går rundt med en stor rød knap på ryggen, hvor der står ”mob mig” – og den knap er han nødt til selv at fjerne”. Frederik, 8 år, skiller sig ud fra mængden, og er enormt presset og stresset på alle fronter. Og så mener den ”professionelle”, at Frederik – ud over stress og angst – også skal kunne håndtere en slåskamp og mobning i skolegården?

Rolige voksne, der har tid
Frederik reagerer på stressede voksne (hvor mange ikke-stressede voksne kender du? Kan du komme i tanke om én ikke-stresset lærer??).

Frederik har antennerne ude og kan mærke, hvordan de voksne har det. Endnu er Frederik ikke gammel nok, så som et lille spædbarn kan han ikke skelne, om det han mærker, er hans egne eller den voksnes følelser (tænk på to babyer, der ligger ved siden af hinanden. Når baby1 græder, begynder baby2 også at græde – fordi baby2 endnu ikke kan skelne hvis følelser, den mærker).

At blive forstået
Ifølge politikerne skal inkludere. Da specialskole kom på tale for min Frederik, var jeg i tvivl. Var det ikke bedst, hvis han gik på en skole sammen med alle typer børn? Ville han blive mere autistisk, hvis han kun kunne spejle sig i andre med autisme?

Min erfaring siger nej, og jeg har observeret, at personer med autisme bliver mindre autistiske, når de bliver forstået, og omgivelserne har overskud til at tage hensyn og højde for deres behov.

Det er underordnet, om vi kalder det ADHD, autisme, angst, OCD, særligt sensitiv eller noget andet. Det handler om, at barnet har nogle udfordringer, og vi voksne skal skabe rammerne, som børnene kan være i uden at tage skade.

Umulige forældre
Der findes forældre, som læser Frederiks behov, og ved, at Frederik har brug for at blive skærmet for at undgå ”overload” (den tilstand, som medfører ”nedsmeltning”). Det er ikke pylrede forældre – det er forældre, som tager ansvar for deres barn og (så godt det nu er muligt) prøver at skabe de rammer, barnet har brug for.

Du kan ikke klandre en forælder for at være overpylret eller skade sit barn med for meget omsorg. Er du ansat i det offentlige eller bedsteforælder, så vær i stedet glad på barnets vegne. Enhver forælder, der stiller sig op og kæmper for sit barn, er en god ansvarlig forælder. Dét er de seje forældre, for det er hårdt, sejt og opslidende, at kæmpe for de rigtige rammer til Frederik.

Tro på, at forældrene altid gør det rigtige.

Dårlige forældre er dem, der drikker, glemmer at købe mad, efterlader barnet alene hjemme og lader barnet sejle sin egen sø. Dårlige forældre er dem, som er psykisk syge og slår deres børn, låser dem inde og truer med at brænde legetøjet, hvis de ikke rydder op.

Dårlige forældre er ikke dem, der beskytter Frederik og kæmper for ham.

Jeg har endnu ikke hørt forældre, som fortrød, at de stillede sig op for deres barn. Til gengæld har jeg mødt forældre til 18-årige, som ærgrer sig over, at de ikke kæmpede noget mere, da barnet var lille.

I skolen
En Frederik har brug for at vide, at du godt kan lide ham, og at han er god nok. Det ved han kun, hvis du møder ham med et meget åbent ansigt, har tid til ham, er rolig, og kan formulere det, han ikke selv kan. Eksempelvis ”Jeg kan se, at du er meget vred. Jeg sætter mig her sammen med dig, og så kan du fortælle om det, når du er klar”.

Men Frederik er kun 8 år, og går i en skole, hvor læreren har pisse travlt (for nu bare at sige det ligeud). I hans klasse går der tre andre Frederik’er, og læreren har bare ikke tid til at sætte sig ned og have tid sammen med Frederik, for hun skal lave læreplaner, til møder med kommunen om alle Frederik’erne – når altså hun er færdig med at skille Christian og Patrick ad, som slås ude på gangen.

Frederiks lærer er dygtig. Meget dygtig: Hun er god til at undervise i dansk og matematik. Hun kan sætte enhver forælder på plads, så de ikke tør sige noget. Hun kan skælde eleverne ud, stille krav og være tydeligt, når eleverne ikke lever op til hendes standarder. Hun mener det hele godt og træner dem som små soldater, der skal gøres klar til livet. Hun stiller krav, for hun har engang på et kursus lært, at eleverne giver dig det, du forventer af dem. Så hun forventer meget.

Det kursus, hun var på var godt. Der stod en militærmand og fortalte, hvordan man gør i militæret, og hendes hjerte strømmede over at lykke, da hun hørte om alt den (for hende) fantastiske struktur, hvor man fryser dem ud, der ikke honorerer kravene. I militæret må du indordne dig eller forsvinde, og åh, hvor ville et være godt, hvis Frederik’erne i hendes klasse snart forsvandt, så hun kunne undervise de 90% af eleverne, der kunne finde ud af at gøre, som hun sagde.

Desværre har ledelsen endnu ikke givet hende det kursus, hvor man lærer:

  • Der er ikke noget galt med Frederik – der er noget galt med rammerne
  • Det er afgørende for Frederiks trivsel, at der er fokus på det, han kan – i stedet for det, han ikke kan
  • At Frederik er utilpas, fordi han ikke kan leve op til kravene i skolen
  • At Frederik har brug for imødekommenhed for at kunne lære og vokse
  • At Frederik nærmest ikke kan tåle skæld ud – han har i stedet brug for hjælp
  • At Frederik helst skal sidde i klassens bageste hjørne, så han kun skal forholde sig til, hvad der sker foran ham.
  • At Frederik opfanger ALT. Selvom hun prøver at skjule sin stress og irritation bag et smil, opfanger han den hun er – ikke den hun prøver at være.
  • At Frederik nemt lærer alt det dér dansk og matematik. Men han har brug for undervisning i, hvordan mennesker interagerer sammen.

Skål Lars Løkke
Hvis jeg en dag blev inviteret på en øl hos statsministeren (jeg drikker egentlig ikke øl, men i dagens anledning ville jeg helt klart gøre en undtagelse), ville jeg foreslå ham et forsøg, hvor vi stopper indsatsen og alle møderne om specialbørnene.

I stedet ansætter vi i hver klasse to pædagoger, som er med i undervisningen ud over den læreruddannede. I frikvarteret er der 10 pædagoger, som har organiseret aktiviteter og har overskud til at give Frederik’erne tryghed. Og så sender vi de dygtigste autisme- og ADHD-undervisere ud på lærerseminarer og skoler, så både lærere og pædagoger har den grundlæggende viden om at hjælpe børnene.

Formålet: Undgå at børnene tager skade af lærernes velmente men skadelige adfærd. Fjerne stress fra lærerne og dermed børnene og skabe et roligt og sundt læringsmiljø.

Problembørn
Problemet er nemlig ikke Frederik. Frederik er bare et barn, der har en naturlig reaktion på, at han hver dag bliver sendt i skole med rammer, der er usunde for ham.

Frederik er ikke sensitiv. Frederik er helt normal. Det er bare os voksne, der har fucket de rammer op, som vi efterlader Frederik i. Gad vide, hvornår vi voksne begynder at forstå?

Jeg har set og hørt om de første hundrede børn, der mistrivedes – såkaldte problembørn – som forandrede sig til de skønneste, mest betænksomme unge mennesker, da de kom i det rigtige skoletilbud.

Et barn der ikke trives, er i de forkerte rammer.
Stop med at give forældrene skylden – og find i stedet de rigtige rammer til barnet.