Udfordret.dk



mor…



Jeg er i bund og grund en helt almindelig Mor, men jeg er også Mor til en dreng med autisme – nærmere betegnet Infantil autisme….

At være Mor til både “helt almindelige” børn og et barn med et handicap er to forskellige ting… Som forældre vil der altid være bekymringer, man vil altid elske og man handler ud fra hvad man føler er bedst for ens børn… Men når man er forældre til både de “almindelige” og den handicappede, så skal man altid træffe beslutninger som tilgodeser behovet for begge slags børn… Både dem som elsker en spontan tur i legeland og den som gerne skal vide det en uge før og alligevel – når dagen så kommer – slet ikke kan rumme turen. Hvad gør man så? Bliver man hjemme og skuffer dem som havde glædet sig, eller tager man afsted og håber dagen alligevel går, lader den sidste blive hjemme eller hvordan handler man korrekt? For man vil jo gerne gøre det godt for alle… Og så står man der i et dilemma!

At være Mor til et barn med en diagnose gør at man altid er i alarmberedskab og klar til at “rykke” ud til store opgaver som ikke altid ender lykkeligt… Men én ting er sikkert, man har handlet som man mente var bedst i håb om at standse ulykken eller i hvert fald i et håb om at det ikke udvikler sig til en katastrofe.

Man er konstant udsat for følelsesmæssig stress og famler af og til i blinde fordi man ikke kender udfaldet… Man er evig og altid i lære, i lære for at forstå og sætte sig ind i ens barns behov og udfordringer!! Og hvad barnet rummer i dag er ille sikkert det rummer i morgen…

Man er konstant bekymret for barnets fremtid og stiller sig selv det spørgsmål om man har handlet rigtig i forskellige situationer i fortiden… Nutiden, ja der må man tage en dag af gangen og håbe på det bedste!

Som Mor til et barn med diagnoser skal man have en bred “uddannelse” for man skal både fungere som pædagog, psykolog, social rådgiver og samme tid skal man “bare” være Mor (Den vigtigste del)

Selvom man forsøger og selvom man gør alt sit bedste så er der stadig en følelse af magtesløshed og følelsen af om man nu gør det godt nok, den følelse tænker jeg alle forældre kan sætte sig ind i, uanset hvem dit barn er og uanset diagnose eller ej….

Det værste du kan sige til en forældre med et barn som har en diagnose er:
* Han vokser nok fra det
* Han skal bare have sat grænser
* Skal han ikke bare presses ud i det
* Er det ikke bare et spørgsmål om opdragelse
* Kan han ikke bare tage sig sammen

Som svar: NEJ, NEJ, NEJ, NEJ og NEJ…

Jeg er ikke i moderne sprog det som kaldes curling mor… Jeg er en mor som har forståelse for min søns handicap og som forsøger på bedste vis at skabe de rette rammer for ham…. Så kald mig aldrig Curling mor, døm mig ikke når du ikke kender min forudsætninger for mine valg, tro ikke jeg ikke opdrager eller sætter grænser…

Jeg ønsker ingen medlidenhed eller kommentar om at det er synd for MIG….For jeg vil ikke være min moder roller til et barn med handicap foruden. Jeg elsker nemlig mit barn uanset udfordringer eller ej, og han gør hver dag speciel på hans helt egen måde… Hans små tossede finurligheder, skøre kommentar og anderledes tankegang er alle kampene og de trælse stunder værd…

Dermed ikke sagt jeg ikke ville ønske for mit barn at han ikke havde disse udfordringer, for det er en daglig kamp…. Men vi klare os igennem og bliver stærkere af modgangen!

Nogen forstår mine valg, mine handlinger og acceptere at vi ikke er som andre familier. Andre er total uforstående og kan ikke sætte sig ind i dagligdagen med et barn med diagnose…. Og fred være med sidstnævnte, dem har vi nemlig ikke brug for!!

Lidt tanker fra en autist Mor