Udfordret.dk



Lørdag/Søndag 18./19. januar 2014



Det har sneet lidt i nat, og der er 5 cm sne på vejen. Lillesøs på 6 spørger “far kan man tjene 10 kr ved at skovle sne”. Ja da min pige. Og så går hun i gang.

Sønnik dukker op. “Far har du en Panodil?” Ja svarer jeg, og spørger hvor han har ondt. “Over det hele. Hvordan vil du ha’ det hvis nogen har holdt dig i en time.” svarer han koldt. Jeg giver ham en Panodil, og så snakker vi ikke mere om det.

Lørdag morgen glider stille af sted. Vi skal nogle få ærinder i dag inden øglerne skal passes og vi til 2 x 40 år fest med band og overnatning på kroen. Jeg glæder mig ikke rigtig. De to sidste dage har været hårde, så feststemningen har ikke indfundet sig.

Vi tager søs med ud og handler som en helt normal familie i Bilka. Sønnik stener foran pc’en. Han trænger til alene tid og ro. Fint for alle.

I Bilka flegner søs ud over ikke at få en 300 kr dukke bare sådan uden videre. Hun er fuldstændig urimelig. Helt normalt, men det er som så med overskuddet til at håndtere hende.

Vi kommer hjem og begynder at få travlt med at pakke øglerne sammen og gøre os klar til festen. Jeg tager mig selv i at vrisse af fruen fordi hun ikke rigtig er kommet op i gear. Men jeg forstår hende godt.

Fruen kører øglerne op til mormor og morfar. Efter at hun har forstået hvad vi står i har hun tilbudt at gå på efterløn, så hun kan være hjemme og hjælpe os. Vi har ikke takket ja endnu. Den her situation prøver vi at klare selv lidt endnu.

Fruen kommer hjem og vi pakker det sidste. Vi ser godt ud – men jeg har det skidt.

Vi har varskoet at vi kommer lidt senere fordi Sønnik skal til svømning. Det kunne han så ikke overskue i dag. Jeg bliver lidt irriteret over at have “bøjet universet” omkring ham, og så tager han ikke imod muligheden. Men det er jo hvad det er.

Vi kører af sted i bilen. Stemningen er alt andet en fest. Da vi kommer frem har jeg svært ved at komme ud af bilen. Vi sidder på parkeringspladsen ved kroen og kan se festen. Vi sidder stille lidt. Fruen spørger om jeg er lykkelig – jeg svarer oprigtigt – nej det er jeg overhovedet ikke. Fruen begynder at græde stille, jeg sidder og stirer ud af forruden. Vi vil gerne ind, men ligner døden. Tænker på hvad der er sket, og hvad der måske venter os mandag. Fruen tager sig sammen, sender en sms til fødselsdagparret. Vi kommer ikke. De melder tilbage med det samme at det er der fuld forståelse for. Og vi skal overhovedet ikke forklare noget.

Vi kører hjem. Lettet og trætte. Sætter os i sofaen med the og tæpper og snakker. Ind til vi går i seng.

Søndag
Vi forældre sover længe. Vi er næsten veludhvilede.

Vi henter øglerne. De har begge hygget sig hos mormor. Jeg går hjem med Sønnik, og snakker med ham om hvorfor han skal på Børnepsyke i Hillerød. Vi får altid nogle gode snakke når vi går. Vi skiftes til at sætte emnet i ca 5 minutter. Typisk hedder det Minecraft, mit emne, Minecraft, mit emne (med lidt minecraft) og Minecraft igen og så videre.

Det er eftermiddag.

Sønnik sidder og spiller computer. Jeg sætter mig ind til ham og kigger med. Pludselig begynder han at snakke om Hillerød. “Ved du hvordan de holder mig?” spørger han. “Nej” svarer jeg. “Der sidder en voksen på hver side af mig. De ligger deres ene ben hen over mit, så jeg ikke kan bevæge bennet, og så holder de samtidig fast i mine arme med begge hænder .” Vi sidder på hans seng og Sønnik viser mig hvordan. “Så sidder der en på gulvet foran mig og holder mine fødder, så jeg ikke kan sparke ud efter dem.” Jeg tænker det må være hårdt. “Så står sygeplejersken bag ved sofaen og holder mit hoved, så jeg ikke kan slå med det”.
“Og de voksne snakker ikke voksen snak til mig. De snakker bare sammen som om det er naturligt. De skælder mig ikke ud, men fortæller bare at jeg skal holde op, og så snakker de nogle gange bare om vejret”.

Sønnik går upåvirket tilbage til computeren, der er lige noget i Minecraft jeg skal se. Jeg kigger med. Men tankerne er et andet sted.

Vi snakker lidt mere om Hillerød, og om at han har ondt i musklerne. Jeg siger lav praktisk at han skal lade være med at kæmpe imod, så gør det ikke ondt i musklerne, og så siger jeg at han skal af sted igen i morgen. Og vi laver en ½ aftale om at han ikke kæmper imod i morgen.

Det er aften og øglerne plager om at se en familiefilm. De elsker det. Vi siger ja, selv om det så nok bliver for sent sengetid. Men det er så hyggeligt, når hele familien ligger på madrasserne i stuen og ser film.

Det bliver for sent. Søs bryder grædende sammen, da hun bliver puttet. Hun føler sig alene, sat til side savner sin mor, savner sin far. Hun siger hun er alene i familien. Fruen tager sig af søs. Jeg foreslår at hun må sove i vores seng sammen med mor, og så kan hun sove i min t-shirt. Så tager jeg gæsteværelset i nat.

Sønnik er også ked af det. Han er nervøs for mandag morgen, og græder sig i søvn mens jeg ligger ved siden af ham. Han forsøger til det sidste at overtale mig til at han ikke skal af sted i morgen.

Da ungerne sover, rydder vi op i stuen og går trætte i seng.

I morgen er det mandag. Og vores børn skal i skole.