Udfordret.dk



Lillebror



Storebror har aldrig passet ind. I dag har han en diagnose – og passer ikke engang ind i diagnose-systemet.

Lillebror har altid passet ind. Da han lå i maven, fulgte han udviklingen, der stod i bøgerne. Da han var spæd, lå han smukt på lægens kurver for, hvordan det gennemsnitlige barn var. Han gik på det forventede tidspunkt, og kravlede, da tiden var inde til det.

Der er ingen problemer med lillebror, og sådan er det bare.

Eller….der var dengang i vuggestuen, hvor de sagde, at vi skulle holde et møde, for de kunne ikke gå og holde lillebror i hånden hele dagen – hvis de slap hans hånd, begyndt han at græde.

Vi traf en hurtig beslutning og skiftede vuggestue. Det gik fint, og siden var der ingen problemer.

Eller… der var dengang, hvor han skulle starte i skole og de sagde at han skulle have støtte (de mente at han jo var lillebror til storebror og derfor havde vanskeligheder).

Vi traf en hurtig beslutning og sendte ham tilbage til børnehaven et år ekstra. Det hjalp, og siden var der ingen problemer.

Altså.. lige bortset fra dengang, da da han skulle i første klasse. Det havde han svært ved. Lige pludselig havde han ikke én dejlig og varm lærerinden, men fik en masse nye lærer, herunder mænd, der lige var kommet ud af seminaret og ikke havde den store tålmodighed med usikre og følsomme drenge.

Så fik vi nok!

Vi vidste jo, at der ikke var noget i vejen med lillebror. Han fulgte bogen og var helt normal – eller i hvert fald så normal, som man nu kan blive.

Jeg var overbevist om, at Lillebror bare var stresset – hvem ville ikke være det, med en storebror, der til tider var psykisk syg og kastede med møblerne? Nå ja, og en mor, der ikke orkede mere, var kørt ned?

Jeg så en lillebror, der havde brug for hjælp til at træde ind over et dørtrin. Mor og far og storebror havde alle meget travlt, så hvordan skulle nogen kunne hjælpe lillebror? Han følte sig helt alene i hele verden.

Jeg havde før mødt voksne mennesker, der gik rigtig alvorligt ned med stress og kunne se, at det var præcis de samme tegn, som lillebror viste.

Så vi gik igang med ”Operation Lillebror”.

Operation Lillebror indebar:
– Lillebror fik opmærksomhed – på bekostning af storebror (selvom storebror havde en diagnose).
– Lillebror blev mødt med klassisk autisme-pædagogik (hurra for autisme og værktøjerne!)
– Mor skulle slappe af – for et ”normalt” barn spejler ofte bare mors følelser (men det vil vi mødre helst ikke acceptere)

Autisme-pædagogik virker på alle, der er stresset (både børn og voksne). Men… fordi man har godt af struktur, ro og forudsigelighed, har man altså ikke autisme – det kan bare være udtryk for, at man er i stressende rammer (som fx del af en autisme-familie), og har behov for ro på andre felter.

Operation Lillebror lykkedes, og jeg kan i dag se, at lillebror godt nok har sine udfordringer – men de er helt normale i forhold til andre børn.

Der er ingen problemer med lillebror, og sådan er det bare.