Udfordret.dk



Lad os arbejde sammen…



Jeg er i kraft af mit arbejde, som institutionsleder gennem de sidste 8 år, stødt ind i forskellige problematikker omkring flere af de skønne børn, der har gået i de to institutioner, jeg har arbejdet i. Der er altid et enkelt barn eller to, som har større udfordringer end flertallet.
Spørgsmålene rejser sig i de situationer; Hvordan favner vi barnet, familien og de udfordringer, de står overfor? Hvordan rummer vi barnet i institutionen? Skal og kan alle børn inkluderes i en ”normal” institution?

Her er et eksempel på en enkelt af mine oplevelser.

Noget af det første jeg husker, da jeg som ung, entusiastisk og måske en smule naiv leder, stødte ind i et barn, hvis udvikling tydeligt ikke fulgte den genkendelige kurve i det pædagogiske felt, var undren, undren over, at der ikke var grebet ind.

Jeg havde været leder i den pågældende institution i 3 uger, da det stod fuldstændigt klart for mig, at den her skønne dreng ikke trivedes, ikke udviklede sig optimalt. Jeg gav mig til at undersøge, hvad vi som institution havde gjort for drengen? Hvor forældrene stod?
Drengen, lad os for nemheds skyld kalde ham Mike, havde på det tidspunkt gået i institutionen i 4½ år, først i vuggestue og nu børnehave. Han havde en støttepædagog tilknyttet 8 timer om ugen, som arbejdede med Mikes sociale kompetencer og en uhensigtsmæssig adfærd, der mildest talt gav ham og institutionen store udfordringer. Yderligere var Mike skoleudsat et år.
Jeg fandt frem til, at vi som institution havde ”modsat” os forældrenes ønske om, at få Mike udredt i psykiatrisk regi, noget jeg havde svært ved at forstå.
Mikes adfærd lignede ikke de andre børns, han var meget udadreagerende, manglede empati – hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at han slog to af institutionens kæledyr ihjel, han slog de andre børn, han havde forskellige ritualer i løbet af dagen – ritualer der betød at hverdagen ikke kunne fungere, hvis de ikke blev imødekommet. Mike var jo meget mere end det, han havde også fantastiske sider, han var blandt andet lynende intelligent, humoristisk, meget hurtigt opfattende og motorisk stærk. Men de andre udfordringer overskyggede og var en betragtelig del af den adfærd, han viste os i institutionen.
Jeg gik i dialog med forældrene, holdt møder hvor vi som institution gav dem et klart billede af, hvordan vi så deres lille søn og hans store udfordringer i institutionen. Ved det første møde brød mor sammen. Åbenbart var livet hjemme hårdt, Mike havde to søskende, som led under hans adfærd og forældrene vidste ikke, hvordan de skulle håndtere ham. Mikes forældre havde flere gange kontaktet institutionen, råbt vagt i gevær, men den tidligere leder, mente at Mike bare var en ”rigtig” dreng, men meget energi og at institutionen skulle og kunne rumme ham og tilgodese hans behov. Ligeledes skulle kommunen ikke belemres yderligere, nu havde han jo fået støtte, var udmeldingen. For mig at se en ”løsning” og en udmelding, som på ingen måde fordrede en udvikling hos Mike, men nærmere en måde at undgå at handle, kigge den anden vej, det går nok – for det kræver masser af ressourcer, tid og kræfter at handle, også fra institutionen. Yderligere var ulempen for Mike, at hans forældre ikke var at regne for de mest ressourcestærke, så de gav hurtigt op, da institutionen ikke imødekom deres betragtninger fra hjemmelivet.

Den løsning institutionen og forældre var nået frem til, var for mig at se ikke holdbar i Mikes situation. Hverken Mike, de andre børn i huset, de ansatte eller hjemmelivet havde det godt i den nuværende konstellation.
Forældrene havde valgt en tilgang, hvor de accepterede institutionens udspil, der er vel tale om autoritetstro, afmagtsfølelse, hvad ved jeg. De tænkte at ”fejlen” var hos dem derhjemme, at de ikke slog til, som Mikes forældre.
Forældrene og vi som Mikes institution ændrede taktik, vi gik nu i dialog med kommunen, først mødte vi en del modtand, men jo tydligere vi blev i vores henvendelser og det at vi samarbejde, så det samme hos Mike, gjorde at de til sidst måtte lytte, tage os alvorligt.
Vi fik derefter en psykolog tilknyttet fra kommunen, som kunne bekræfte og genkende den adfærd vi som institution beskrev. Forældrene og institutionen forklarede om Mikes problematik på et forældremøde, da der jo var utallige klager over hans adfærd, fra forældre hvis børn var bange for ham.
Derfra tog det fart, Mike blev udredt, hvilket resulterede i to diagnoser, autisme og ADHD, Mike kunne derefter få hjælp og går nu i et specialtilbud, der kan tilgodese og imødekomme hans behov og udfordringer – og vi som institution oplever at børnene på hans tidligere stue, kan slappe af igen.

Dette er blot et enkelt eksempel blandt mange, et eksempel, hvor det at vi som barnets institution og forældre ikke har arbejdet i samme retning, forstået hinanden, har forsinket hjælpen til barnet. Det ønsker jeg mindst af alt som institutionsleder! Jeg tænker og foreslår, at vi samarbejder tæt, at vi som barnets institution tager henvendelser og bekymringer alvorligt, hvis I ser en anderledes adfærd i hjemmet. Og omvendt, at I lytter til os, når vi fortæller, hvad vi ser i institutionen. Vi vil det bedste for jeres barn, tvivl aldrig på det og vi har en uddannelse, der gør at vi kan se om udviklingen følger den forventede kurve – lad os gå i dialog! Jeg tror på, at ser vi sammen på jeres barn og udtaler vi os sammen, så er der hurtigere hjælp at få, en hjælp der er altafgørende for jeres barn, jer som familie og vigtig for os som institution.