Udfordret.dk



Kunsten af finde hjælpen



”Hej Lone. Tak for dit blogindlæg. Jeg er heldigvis kommet dertil, at jeg også må bede om hjælp. Men så er det lige at problemet melder sig i forhold til hvor hjælpen skal komme fra. Vil du ikke skrive lidt om hvor og hvordan du har fået hjælp? På forhånd tak









”

Den mail tikkede ind efter mit indlæg om, at vi skal være i stand til at modtage hjælp.

Kære dig. Tak for din mail. Jeg har prøvet at undgå spørgsmålet, men vil naturligvis gerne svare dig. Sæt dig med en god kop kaffe, for jeg har brug for først at komme med en MEGET lang opvarmning. Men svaret kommer – er du utålmodig, så bare gå direkte til slutningen :-)

Lad mig være helt ærlig og sige, at mit største problem var, at jeg faktisk bad om hjælp – jeg fik den bare ikke. Mine venner og familie kendte ikke til problemernes reelle omfang, fordi jeg holdt det skjult for dem.

Men der var andre, som kendte omfanget – fx kommunen. Her var jeg ikke tilbageholdende med oplysninger – tværtimod fortalte jeg i detaljer, hvordan det stod til hjemme, hvor svært min søn havde det, og hvordan det påvirkede os andre. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg var langt ude, og at jeg stod med noget jeg ikke kunne magte alene.

Igen og igen – og igen og igen – bad jeg om hjælp til at se, hvad der kunne gøres og hvad der skulle gøres. Det var nemlig tydeligt, at det jeg gjorde ikke virkede, og at vi alle tre kom længere og længere ud.

Kender du den drøm, hvor man er ved at blive kørt ned af en lastbil? Jeg står midt på vejen, men kan ikke flytte mig. Jeg råber og råber, men lastbilen kommer bare nærmere og nærmere i fuld fart.…

Sådan havde jeg det. Jeg forstod ikke hvad det var, jeg ikke kunne forklare, så de forstod det. Som jeg selv så det, talte jeg både dansk, klart og ganske tydeligt. Alligevel oplevede jeg, at kommunens psykologer, socialrådgivere mv. nærmest ignorerede mig og mine råb om hjælp.

Eftersom jeg have samme oplevelse med flere personer hos kommunen, konkluderede jeg, at det måtte være mig, der gjorde noget forkert. Det kunne jo ikke passe, at der var så mange, der ikke kunne høre, se og forstå, at jeg bad om hjælp, og at jeg var tæt på at drukne. (Min fantasi rakte ikke til, at man kan overhøre et menneske, der beder om hjælp).

“Vi har nok bare misforstået hinanden” er en af de sætninger, jeg har svært ved. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kommunikere tydeligere, så derfor dokumenterede jeg tingenes tilstand – det vil sige min tilstand – i mails til kommunen. Hvis skuden sank, havde jeg ikke lyst til, at de bagefter skulle sige til mig ”det kunne du da bare have sagt”. For det følte jeg virkelig, at jeg gjorde. Derfor skrev jeg mine mangler og problemer ned, så andre – eventuelt udenforstående – ville kunne danne deres eget indtryk, hvis de en dag fik brug for det.

Skal vi ind til kernen, var jeg nok bange for, om jeg en dag forsvandt fra jordens overflade – fx mentalt. Hvis det skete, skulle min familie bagefter kunne gå tilbage og se, at jeg faktisk havde råbt og skreget på hjælp – og hvis de ville, kunne de kontakte et filmhold, der kunne bruge mig som case til at redde andre.

Jeg følte, jeg blev efterladt på en usikker tømmerflåde ,alene, langt ude på havet og i stormvejr.

Det, jeg stod med, skal ingen kunne klare alene.
Og det jeg stod med var ikke engang enestående i forhold til, hvad andre forældre til børn med ADHD og autisme står med. Jeg var ikke unik – jeg var (desværre) en prototype.

Jeg var skilt, og mit mønster var, at jeg hver anden weekend, når drengene var hos deres far, lå og var syg eller sov det meste af tiden. Jeg kunne time mit helbred, så jeg hver anden weekend lå og var flad – langt væk fra omverdenen. Det var smart, for det gik hverken ud over børn eller arbejde. Sådan er det at være pligtopfyldende :-) Lægen sagde, at det var meget normalt, for jeg var jo udsat for lidt af et pres. Jeg affandt mig med, at jeg var evigt træt og afkræftet. Jeg troede, det var sådan, det skulle være, når man har et barn med udfordringer.

Til sidst knækkede jeg og gav slip. Faktisk opgav jeg vel? (Det er beskrevet i min bog, så det udelader jeg her). I stedet for at bede kommunen om hjælp til at håndtere min søn, måtte jeg i stedet fortælle dem, at jeg nu ikke længere kunne have ham hos mig.

SÅ skete der noget: Der blev igangsat § 50-undersøgelse, og diverse tilbud, som jeg før fik afslag på, kunne nu imødekommes.
Men på en måde var det for sent – for på dét tidspunkt havde jeg kun én opgave, og det var at samle mig selv op igen.

Well…. Det var en ret så lang indledning, sorry. Men det var for at fortælle, at der ikke var nogen nemme løsninger for mig. Jeg fik ikke hjælp fra det offentlige, og familie og venner var søde, men kunne jo ikke rigtig bruges. Jeg måtte finde min egen vej.

SVARET STARTER HER:

Da jeg gav slip, og skulle rejse mig igen, gik jeg ofte til ”vejrtrækning”. Den metode jeg brugte, hedder ”Sudarshian Kriya” og praktiseres hos Art of Living. Fordelen for mig er, at man her trækker vejret på kommando, og til sidst er man bare nødt til at give slip og overgive sig. Måden det foregår på er unik, for man kan veje 250 kg og stadig få en masse ud af det. Hvis mit hoved var fuld at sorte, tunge skyer, når jeg kom – så var de sorte skyer var væk, når jeg et par timer senere tog hjem.

Til Kriya talte jeg med en pige, som gik der intenst – for hende var det vejen ud af en kraftig depression. Faktisk tror jeg selv på, at Kriya hjalp mig til at undgå varige fysiske og mentale skader.

Jeg ved, jeg er heldig, fordi jeg har været igennem en ret så fantastisk ledertræning / personlig træning hos Pathfinder, som gjorde at jeg kendte mig selv lidt bedre end de fleste. Dét har helt sikkert hjulpet mig meget – ihvertfald var det nok der, jeg fik modet til at træffe de valg, som var nødvendige for mig.

Men jeg var så langt ude, at jeg var blind og fuldstændig havde mistet min dømmekraft og sans for prioritering. Jeg overgav mig derfor fuldt til en terapeut, som hjalp mig med at navigere.

Jeg har mødt adskillige psykologer og ”terapeut-typer”, som ikke fungerer for mig. De er sikkert dygtige og søde nok, men de trigger mig altså. Det er som om, de ikke kan gennemskue mig – og det har jeg jo brug for at de kan, eftersom min udfordring var, at jeg ikke kunne mærke, hvem jeg selv var på det tidspunkt.

Min terapeut havde jeg mødt privat et års tid inden. Da jeg opdagede, hun var terapeut, vidste jeg med det samme, at det var hende, som skulle hjælpe mig – i mine øjne var hun nemlig noget helt særligt, og jeg fornemmede, at hun kunne gennemskue mig. Dét kunne hun :-)

Som jeg ser det, har vi alle brug for en terapeut til at hjælpe os videre, men jeg ved også, at det er meget kostbart.

En dag finder jeg en terapeut, som gerne vil hjælpe mange – så kan han / hun skrive alle sine råd her på udfordret.dk – for måske er vi forældre ikke så forskellige endda?

Indtil videre skriver du bare, hvad du mangler svar på – så ser jeg, om jeg kan skaffe det. Og jeg LOVER, at jeg nok skal lave kortere indledninger fremover! :-)

Vejen “op” er egentlig lidt speciel, for det bliver jo ikke godt bare fra den ene dag til den anden.

Den første tid sov jeg, når jeg ikke lige var på arbejde eller skulle tage mig af lillebror. Det gik der ret så mange måneder med. Faktisk har jeg stadig perioder, hvor jeg bare lægger mig ned og sover…..

Jeg skulle øve mig i at have små doser luft – det var jeg ikke rigtig vant til, og jeg følte i starten skyld over, at jeg tillod mig den luksus at jeg nogle dage kunne smile mod solen, når nu min søn ikke var hos mig.

For at råde ”bod” på min skyld, gik jeg i gang med at åbne op og fortælle – i håb om at omverdenen får øjnene op for, hvad der foregår indenfor hjemmets fire vægge (og indeni forældrene), når man har et barn med psykiske udfordringer. Havde kommunens folk forstået, hvad jeg prøvede at fortælle dem, så tror jeg nemlig, de ville have hjulpet mig langt tidligere. Men jeg kan ikke bebrejde dem – det er svært at sætte sig ind i, når man ikke selv har oplevet et barn, der nedsmelter 20 gange på en dag.

Jeg tillod mig at passe på mig selv, og stole på, at andre havde styr på min søn. Jeg brugte tid på at være blid mod mig selv og tilgive mit valg. Jeg skulle nemlig indse, at det, valg jeg havde truffet var den største kærlighed til min søn. Den slags valg kan man ganske enkelt ikke træffe, hvis man kun tænker på sig selv….

Ligesom dig vil jeg også gerne vide: Hvor har andre fundet hjælpen?