Udfordret.dk



konfirmationstid….



Forår. Solskin. Bladene bliver grønne. Konfirmandernes tid.

Konfirmationernes tid.

Alle vegne (synes det) postes billeder af smukke, unge mennesker. For pigernes vedkommende klædt yndigt i hvidt og ofte tilsat lidt kant i form af en cowboy jakke, en sneaker eller et sort bælte.

Min pige ville konfirmeres i lyseblåt – eller nærmere turkis. Det var fint med os to gamle forældre. Hun ville have farvet håret – hvilket blev accepteret også selvom det var samme nuance af turkis. Vi begyndte endda forberedelserne flere år i forvejen for at tilvænne vores sansesarte pige frisørfagets rædsler i form at lange timer med ildelugtende afblegningsvæsker, der ikke alene sætter sig i næsen, men også svier.

Hun ser skøn ud med turkis tot i håret – vores hjerteguld.

Jeg håbede længe på en form for fest. Hun er ikke god til mange mennesker og socialt samvær, så jeg forestillede mig noget med de allernærmeste – bedsteforældre og 2 mostre med ægtefæller. En 10 stykker herhjemme til en lille, hyggelig frokost efter kirke.

Fest blev droppet. Barnet ønskede sig i stedet en rejse til Thailand i 3 uger. Hun ville gerne flyve med Thai Airways på 1. klasse. Farmand sagde ”det finder vi ud af”. For ham en tilkendegivelse af, at det ville han dykke nærmere ind i, for hende en håndfast accept. Et ja er et ja, og far måtte til lommerne og til søgemaskinerne for trods alt at finde den billigste mulighed. Med Thai Airways på 1. klasse…..

Selve den kirkelige handling, selve konfirmationen ville vores elskede datter gerne have til at finde sted i den kirke i Nuuk, hvor hun blev døbt for godt 13 år siden og hvor vi to – far og mor, blev gift og lovede hinanden, at vi står igennem det her sammen. Et stille bryllup for 3 år siden med deltagelse af kun os tre og så præsten. Vores ængstelige afkom nægtede ellers at komme med i kirken, men præsten plastrede knæfaldet til med billeder af hunde, som hun kunne kigge på imens. Selvsamme præst har lovet at konfirmere hende – også uden egentlig konfirmationsforberedelse, vi kan bare sige til, når det passer os.

Alt kørt på skinner, alt lagt tilrette. Det bildte jeg mig selv ind. Det skulle nok gå og også gå fint, selvom det blev på en anden måde og helt på vores dejlige datters præmisser.

Men så skulle de have konfirmationsforberedelse i (special)skolen. En sød præst – men hvad hjælper det, når det er en ny voksen? Den kommende konfirmand (eneste pige i øvrigt) blev sat i gruppe med 9 andre drenge, hvoraf hun ikke kendte ret mange. Til daglig er de 4 i klassen, og det var alt for meget på én gang. Hun blev flyttet til et mindre hold med 4 drenge, men skaden var sket. Et uigenkaldeligt NEJ! Til konfirmation og alt, der bare lugter af det.

Hun har det fint med det. Far har det (forståeligt nok) fint med det. I mit hjerte svier det.

Hun lever nok et dejligt liv uden at blive konfirmeret. ”Det betyder ingenting”, siger folk. Det gør det. For mig. For det første betyder troen på noget større noget, troen på én, der lige kommer og giver en hånd, når det hele vælter. Jeg har brugt ham et par gange i de forgange 13 år skal jeg hilse og sige.

Men, det er også bare endnu en manifestation af, at vores dejlige, elskede guld, – hun er ikke som alle de andre. Hun er slet ikke som andre. Det er også OK til dagligt at gå og bilde sig selv ind at det er fint. Men det er også en sorg så stor. En sorg over, hvor anderledes og svært hendes liv er og bliver. Det er ikke selve konfirmationen, der er afgørende, men den er en milepæl og bliver et symbol på MIN smerte og sorg.

MIN elskede, elskede datter. Min lille pige og mit guld. Jeg elsker hende højere end mig selv. Og jeg græder over, hvor vanskeligt hun har det og vil få det.

Og jeg glæder mig af hjertet over at se alle de smukke, dejlige, unge konfirmander, hvis billeder postes i disse dage. Bring them on!

Kærlig hilsen mor til pige på 13 med autisme