Udfordret.dk



Kender du STOP-punktet?



STOP-punktet er det tidspunkt, hvor man indser, at nu er det nok! Jeg har mødt flere STOP-punkter i mit liv.

Nogle af dem har jeg tacklet ret så elegant; jeg stod op for mig selv, og forklarede på en rolig måde mine omgivelser, at dét her ikke var noget for mig – jeg valgte noget andet.

…. fair nok! De fleste af mine STOP-punkter har været hamrende U-elegante (med stort U!).

Jeg har først mærket STOP-punktet, da jeg var kommet så langt ud, at jeg var nødt til at give slip og sige fra. Inden da havde jeg prøvet alt – bedt om hjælp, prøvet at indordne mig, gå på kompromis osv.

Mit sværeste STOP-punkt var, da jeg skulle formulere ordene ”Jeg kan ikke mere – tag ham”. Om min 9-årige søn med autisme og ADHD.

Vejen hen til STOP-punktet var lang, og jeg kan se tilbage på en tid, hvor jeg bad om hjælp og forklarede åbent (de rigtige steder), hvordan jeg var påvirket. Men der skete ikke noget. Først da jeg nåede STOP-punktet, skete der noget.

Jeg fik først hjælp, da jeg sagde fra, fordi jeg ellers var bange for, hvad der ville ske med mig.

Har man været langt nok ude, tager det tid at komme hjem igen. Endelig er jeg hjemme, endelig kan jeg igen klare hvad som helst. Jeg er igen den gamle Lone (om end noget klogere ;-)) Jeg kan igen mærke, hvem jeg er.

Men…. Jeg bærer stadig på mit psykiske ar fra dengang. Når jeg er sammen med min søn med diagnose, reagerer min krop med influenza-symptomer (stress). Lige så snart han er i nærheden, husker min krop, hvad jeg engang var ”udsat” for, og sender alle signaler afsted, så jeg bliver syg.

Det er ikke hans skyld. Sådan er det bare. Jeg sagde stop for sent.

En soldat med PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) kan bryde sammen, hvis han hører en skudsalve. Min krop får det feber-agtigt, når jeg hører min søn hæve sin stemme – selvom han bare er glad.
Jeg vil ham gerne, men jeg kan ikke uden omkostninger.

Det kan godt være, at jeg er kommet hjem, men jeg skal måske for altid minde mig selv og mine omgivelser om, at jeg skal sige stop til ting, som omverdenen typisk undrer sig over.

Jeg har et ar på maven efter hans fødsel og et ar i psyken efter mange svære år. Begge ar bærer jeg med kærlighed.