Udfordret.dk



jeg er mor til et kaktusbarn



En kaktus er et levende væsen, der sagtens kan gro og overleve i en ørken.
En kaktus kan leve i mange måneder uden næring i form af vand.

Som andre sukkulenter er en kaktus tilpasset et liv med kun lidt nedbør.

Men selv en kaktus har brug for noget for at overleve.
Kaktussen i en ørken venter trofast og med et håb om at regnen nok skal komme.
En dag.

Min kaktus(søn) blev vænnet til et ørken-liv uden nedbør.

Min kaktus har overlevet tørken i en kommunal folkeskole i næsten 10 år, før regnen kom.
Han har overlevet modgang:
– sandstorme i et lille lokalt samfund.
– andre forældre, som manglede ord og viden om, hvordan man plejer en kaktus.

Min kaktus har udviklet ekstra torne, fordi andre børn, forældre og skolens personale udsatte ham for både psykiske og fysiske overgreb.

Andre blomster synes ikke, at kaktussen er særlig rar – for den kan nogle gange bruge sine torne for at klare sig i et barskt miljø.

En stedmoderblomst og en kaktus, lever og trives i to vidt forskellige miljøer.

Stedmoderblomsten er ikke særlig god til at forstå de præmisser en kaktus udgår fra.

Tornene på en kaktus er der ikke for at skade andre, men for at beskytte kaktussen i den barske ørken.

En kaktus kender en barsk hverdag uden den næring, som en stedmoderblomst tager som en selvfølge.

Min kaktus fik muligheden for at skifte sin ørken ud med en anden.
En ørken, hvor regnen kommer hyppigere.
Fra en folkeskole til en efterskole.

Jeg har nu et kaktus-barn, som for første gang i hele sin skolegang, blomstrer.
For jo! Det kan en kaktus sagtens!
Blomstre!
Vidste I det?

Mit barn skyder nye blomster i de smukkeste farver, hver evig eneste uge, siden han fik den rigtige jord under sine rødder.

Jeg ser et barn som vokser, får anderkendelse, bliver respekteret, accepteret.

Jeg oplever et barn som for første gang oplever positiv energi fra autoriteter i en skole og i et samfund.

Et barn som pludselig oplever fremgang og får gode karakterer. Endda i fag, hvor den kommunale folkeskole meldte ham ud på forhånd, som en taber.

I folkeskolen blev han dømt, hængt ud. På grund af fire bogstaver. ADHD.
Nå ja… og Tourettes krydret med tvangstanker.

Han kunne ikke håndtere en hverdag i en folkeskole, og blev troligt sat uden for døren som straf.

Jeg er en MEGET stolt Mor til et Kaktus-Barn