Udfordret.dk



Indsigt (av!)



”Mor, jeg har autisme. Hvad hedder det, som du fejler?”
Mig: ”Dårlige nerver”.

Forklaring: Jeg har forklaret ham, at han ikke kan være hos mig så meget som lillebror, fordi jeg har ”dårlige nerver”. Jeg syntes at stress var et svært ord, for det bruger børnene selv, når noget er for meget. Og min …. tilstand? kunne jo ikke sammenlignes med den måde, de oplever stress på.

1-2-3, så var ”dårlige nerver” googlet på iPad’en.

”Mor, der står her, at du kan få medicin. Du skal bare have medicin, så kan du godt være sammen med mig”.
Mig: ”Jamen skat, jeg har ikke lyst til at tage medicin”.

”Det har jeg heller ikke mor. Hvorfor skal jeg tage medicin (ritalin), når du ikke behøver? Jeg forstår ikke, hvorfor I siger, at jeg skal tage medicin – det er som om, I gerne vil lave om på den jeg er”.

R-A-M-T! Sandheden er, at jeg er imod medicin, men jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at sige noget, når han ikke er hos mig. Jeg er hans mor, men jeg magter ham ikke. Hvordan har jeg så lov til at mene noget?

Nå…. Men jeg undgår at svare, og begynder i stedet at læse med på, hvad der står om dårlige nerver. Der står ret basalt, at dårlige nerver er det samme som stress, og det giver ligesom ikke min søn ro.

Han googler autisme og lander på en hjemmesider, der beskriver autisme hamrende dårligt. Jeg kigger på den øverste linje (ved ikke hvad den hedder) og ser, at det er på sundhed.dk. Jeg bliver harm, men kan godt mærke, at en misvisende beskrivelse af autisme er mit mindste problem lige nu.

”Mor…. Nogle gange er det som om, far og dig ikke kan lide mig. Far vil ikke acceptere, at jeg har autisme, og du kan ikke have mig”.

1-2-3, så var ”forældre der ikke elsker deres børn” tastet ind i google-feltet på iPaden.

R-A-M-T + F-U-C-K + alt muligt andet!!!! Er det virkelig den følelse, han sidder med???

Jeg holder facaden og lader som om, jeg interesserer mig for det, der står på skærmen – en blog fra 2011, men den fanger hverken mig eller min søn.

Det slår mig, at min søn – nærmest fra den ene dag til den anden – er holdt op med at være et barn, og nu er en halvvoksen mand, der søger viden på nettet. Hvad ville der ske, hvis han googlede mit navn? Og satte sig til at læse det, jeg har skrevet?

FUCK-FUCK-FUCK!!! Jeg burde have set det komme. Jeg har faktisk overvejet det. Men jeg har aldrig FORSTÅET det. Altså før jeg nærmest står i det.

Jeg kan se, hvor meget det piner ham, at han ikke forstår, HVORFOR lillebror kan være 7/7-dage hos mig, og han kan ikke engang få en fast ugentlig dag.

Jeg forstår godt at hans ikke forstår. Den måde, han spørger mig, analyserer og prøver at forstå. Den er SÅ voksen. Så meget….. så meget lig den måde, jeg selv går til værks, når der er noget, som går mig på. Når der er noget, som nager mig. Når der er noget, jeg ikke forstår. Når alle siger det samme, men noget i mig fortæller, at sandheden er noget andet end det, der bliver sagt.

Tidligere på dagen har jeg forsøgt at forklare ham, at der ”jo” (dét ord virkede ikke hensigtsmæssigt, kan jeg hilse og sige), bliver taget ekstra hensyn til ham – hensyn som der ikke bliver taget til lillebror. For at give ham fakta forsøger jeg at forklare ham, at jeg altid er fem skridt foran med ham – og det er jeg ikke med lillebror.
Mit forsøg på at forklare lykkes ikke. Han opfatter bare, at han er besværlig. Mere besværlig end lillebror og han konkluderer, at derfor kan jeg bedre lide lillebror.

Jeg synes det er svært. På den ene side har jeg en mission og holder af, at vi alle kan dele vores oplevelser, hvis bare det sker i respekt for andre. Jeg vil gerne stå ved mine holdninger og ved mine meninger.

Men…. På den anden side må jeg også erkende, at der bare er nogle ting, som et barn ikke behøver læse på internettet. Eller andre steder for den sags skyld.

Så det slutter her. Jeg skal ikke skrive mere, som vil såre min søn, hvis han googler mit navn. Jeg er kommet frem til, at det ikke gør nogen forskel, om jeg hedder Lone, Hanne, Sanne, Hans eller Søren.

Farvel, gamle ven.
Goddag nye muligheder ☺