Udfordret.dk



Hvad er dit bedste råd til en ”ny-diagnosticeret” forælder?



Kære ny-diagnosticerede forælder

Jeg vil ønske dig tillykke og fortælle dig, at det ikke er verdens undergang, at dit barn har fået en diagnose.

Velkommen i en helt ny verden, som langsomt vil åbne sig for dig. Her vil du lære så ufattelig meget – især om dig selv.

Jeg vil foreslå, at du sætter dig ned og ser bag om den smerte, som du sikkert føler lige nu. Smerten er reel, og den skal du forholde dig til senere. Lige nu, skal du svare på følgende spørgsmål:

1) Hvad er det vigtigste i mit liv?
2) Hvornår føler jeg mig rigtig glad?
3) Hvad vil jeg ikke miste – ligegyldig hvad der sker?
4) Er jeg klar til at ofre hvad som helst for 1, 2 og 3?

Det virker som nogle mærkelige spørgsmål. Men jeg tror, de er gode at have med i baggagen, når du skal igennem junglen, når du skal kæmpe for dit barn, når du skal tage dig sammen, når du skal finde overskud selvom du er i underskud. De tider kommer. Men finder du svarene nu, så ved du, hvad du skal kæmpe for.

Det er i øvrigt tilladt at ændre svar, efterhånden som du får livserfaring ;-)

I dag kan jeg være bagklog og svare på spørgsmålene for mig selv:
1) Det vigtigste i MIT liv: kærlighed – alle valg skal træffes af kærlighed (og ikke af frygt)
2) Når jeg trives og kan mærke kærligheden
3) Mig selv og min forstand
4) Ja!

Det lyder egoistisk. Det er det også. Det er så i øvrigt mig andet råd: Drop idéen om at egoisme er negativt. Egoisme er nødvendig for at du selv kan overleve her i junglen – og overlever du ikke, får dit barn ikke den hjælp og støtte, som han / hun har brug for. Når mor er en “grøntsag” kan hun ikke rigtig bruges til noget….

Jeg har en hel bunke råd. Det tror jeg også, at andre udfordrede forældre har, så jeg håber at de skriver dem nedenfor, så du kan læse dem.

Det her er måske ikke det vigtigste råd – det gav bare mening for mig i dag.

Held og lykke – og velkommen i klubben.

Knus Lone