Udfordret.dk



Fremtidens genier



Da min søn fik sine diagnoser (autisme og ADHD), lavede psykiateren nogle øvelser med ham, og konstaterede, at han klart havde autisme, for han tænkte ikke ”sådan og sådan”. Til gengæld tænkte han ”sådan og sådan”.

”Øh?” tænkte jeg. ”Hvorfor er det galt at tænke sådan?”

Jeg kunne nemlig godt følge min søns måde at tænke på, og som jeg så det, var det originalt og væsentligt bedre en den måde, psykiateren mente, ”man” skulle tænke. Hun forklarede mig, at sådan gjorde de fleste – eller noget i den stil.

Mellem dig og mig: Jeg tænker selv på psykiaterens måde, men jeg tænker også på min søns måde. Så jeg må være både autist og ”normal”…?

Det er faktisk noget af det, jeg altid har været lidt stolt af – at jeg ser, opfanger og tænker lidt anderledes end de fleste. Nogle gange er jeg lidt hurtigere, lidt skarpere, ser en anden vinkel og tør noget andet.

Tænk at vi stempler børn med en diagnose, fordi de har en anden tankestil end kassedamen i Netto (som i øvrigt er en rigtig kvik fyr hos os).

Det er OK at give en diagnose på de vanskeligheder, barnet har – men hvem ved, om en 6-årig får problemer, fordi han løser en logik-opgave anderledes end de fleste?

Mon vi overser genialiteterne i at kunne noget på en anden måde end de fleste? De mennesker jeg kender, som udmærker sig på deres felt, er dybt passionerede og mange ser op til dem og spørger, ”hvordan gør du?”

Størstedelen af de mennesker jeg kender, som er interessante, har én ting til fælles: De passer ikke ind. De mennesker, der passer fuldstændig ind, er i min verden kedelige.

Jeg tror, at vi i mange år har været i gang med at lave et samfund af kedelige mennesker.

Hvis vores far sagde, at vi skulle gøre X, så står vi og siger det samme til vores børn. Vi kopierer tidligere generationer. Hvor er det egentlig meget lidt originalt. Lad os stoppe med at kopiere og i stedet MÆRKE efter i os selv, hvad der skal til lige nu. Lige her.

I stedet for at behandle vores børn som ”børn”, så lad os behandle hvert barn som en fremtidig voksen med sin helt egen personlighed, med sin helt egen DNA.

Men før vi kan gøre det, så er vi nødt til at starte med os selv.

Vi er nødt til at bryde ud af de skaller, som vi har bygget op omkring os for at passe ind i vores forældres (fejl)opfattelse af, hvordan en god borger opfører sig.

Er du vred, så bliv vred. Elsker du, så vis det. Er du ked af det, så tør smilet af og vis det!

Hvis vi alle begynder at vise, hvem vi er, er der også plads til vores børn.

Vi er jo alligevel en smule småskøre alle sammen – vi er bare bange for, at de andre skal opdage det.

 

 

 

PS: Det har efterfølgende vist sig, at diagnosen er helt berettiget i forhold til at beskrive, at min søn har væsentlige vanskeligheder (og stadig er original).

PPS: “Det har efterfølgende vist sig…” betyder “Jeg har efterfølgende indset og erkendt – men gjorde det ikke på daværende tidspunkt – at….”