Udfordret.dk



Et almindeligt liv?



Jeg er super heldig. Så heldig, at jeg har et godt job, der giver mig en spændende og udfordrende hverdag. Jeg arbejder for tiden noget der ligner 27 timer om. Det er i hvert fald det jeg får løn for. Mit job er forbundet med en meget stor fleksibilitet og selvstyring, der gør, at jeg selv planlægger, hvorledes min arbejdstid bruges. Det betyder også, at de 27 timer ofte bliver til noget mere. Men skidt nu pyt med det. Jeg synes stadig, at jeg er heldig – i mit arbejdsliv.

Forleden dag havde jeg en af de sædvanlige reaktioner fra A, da verden ikke lige fandt sig i stand til at tilpasse sig hans ønske og forventning. Jeg tog mig selv i at sige til min mor, der ud på aftenen kom og afleverede F, som havde søgt ly hos hende, at ”jeg bare vil ha’ et almindeligt liv”. Efter lidt efterrationalisering må jeg konstatere, at det, jeg ønsker mig måske ikke så meget er et ”almindeligt” liv, som det er muligheden for et ”almindeligt” liv. Med muligheden mener jeg muligheden for at træffe mine egne valg. Valg om, hvad jeg kunne tænke mig, at der skal ske i mit liv – uden for arbejde. Når jeg er på job føler jeg mig fri. For her bestemmer jeg selv.

Når jeg er hjemme og sammen med mine børn er der begrænset socialt liv. Når jeg er sammen med mine børn kan vi ikke handle, besøge venner, få besøg, tage i Tivoli, på shopping tur, weekend i sommerhus, i cirkus eller lignende. Vi kan i det store hele ikke foretage os andet end bare at være hjemme, for det er det eneste A kan rumme.

Det betyder at samtlige invitationer, forslag, idéer fra venner og veninder om socialt samvær i en eller anden form altid afvises med et: ”jeg har børn!” Konsekvensen af dette er, at det sociale liv begrænses. Jeg forestiller mig, hvilke tanker venner og veninder gør sig, når jeg nærmest konsekvent svarer: ”jeg har børn”. Jeg kan næsten mærke den rungende manglende forståelse og fraværende indsigt. Jeg hører det som en susen i telefonen, læser det mellem ordene i sms’er og i de uskrevne ord i e-mails og på chat. Rationelt ved jeg godt, at det er mig, der er småparanoid, men jeg mister stille og roligt selvværdet og troen på, at jeg er tilstrækkelig som ven, veninde og et socialt aktivt væsen.

Når man, som jeg, i udgangspunktet er et temmelig socialt menneske, er det en bittersød pille at sluge; at føle sig afsondret for omverden og mere eller mindre ”udstødt” fra det almindelige sociale selskab. Men det er vilkårene, når man er voksent medlem af min familie. Det tager nok noget tid, før jeg helt erkender, at det er sådan, det må være.

Dagene hvor A og F er hos deres far giver tid til afkobling og ro i hovedet. Og så er det de dage, hvor jeg sover…..sover rigtig mange timer, så jeg er ladet op til næste gang børnene skal være hos mig i nogle dage. Det er også de dage, hvor jeg har mulighed for at se andre mennesker. Jeg vælger nøje ud, hvad jeg skal deltage i af sociale og selskabelige sammenhæng. Ikke altid lige nemt at vælge og fravælge, og samtidig forklare valgene, så beslutningen bliver forstået af modtageren. Det bliver da ind i mellem også til nogle halvkvædede viser og smådårlige undskyldninger, særligt når jeg skal forklare, hvorfor jeg ikke deltager.

Forestillingerne om ”et almindelig liv” er blevet revideret undervejs. Den løbende revidering fortsætter, og slutter nok først, når min aske er sikker og tryg i en urne i en fjern fremtid.

Marie