Udfordret.dk



Du får lige præcis det, du har brug for



”Forældreansvar” betyder juridisk, at vi forældre har ansvaret for alt, hvad børnene gør, og at vi skal holde øje med dem hele tiden – også selvom det ikke er praktisk muligt.

Jurister er ikke rigtigt kloge! For hvis de vil bruge ordet til den slags detaljer, hvilket ord skal vi så bruge om det reelle forældreansvar? – Når forældre rent faktisk påtager sig deres ansvar som forælder.

Vi kan flygte fra vores ansvar eller vi kan påtage os det.

Vi kan flygte fra vores ansvar i større eller mindre grad, men jeg tror ikke, at nogen af os flygter med vilje. Jeg selv vil i hvert fald undskylde mig med, at jeg ikke vidste det: Jeg kunne ikke selv se, at jeg udlod at tage mit ansvar og i stedet indtog rollen som offer.

Når forældre klager over, hvor svært og hvor hårdt det er at være udfordret forælder, så handler det ikke om, at vi ikke vil tage ansvaret. Jeg er sikker på, at alle forældre med glæde vil tage ansvaret for deres børn, men klagesangen handler i stedet om, at vi ikke ved, HVORDAN vi skal tage os af den der ”dims” vi står overfor. Det er som om, vi står med et problem (”dimsen”), vi har prøvet alt, men intet har endnu hjulpet.

Vi kigger på dimsen, og vi aner ikke, om den skal vende op eller ned, om vi skal tilføje noget eller fjerne noget. Flere vitaminer? Fjerne gluten og mælk? Mere ro? Mere struktur? Færre aftaler? Mere motion?

Vi kan kigge på dimsen og blive ved med at spørge – dét har jeg forsøgt mig med, og det virkede ikke.

Vi kan få andre til at tage ansvaret og fixe dimsen – den metode lykkedes jeg slet ikke med.

Vi kan begynde at røre på dimsen og så råbe op om, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Det har jeg også forsøgt mig med, og dét hjalp heller ikke i mit tilfælde.

Da jeg havde spurgt, råbt, bidt, angrebet og været frustreret, mødte jeg en fyr, der kiggede på mig som om jeg var tosset, og som det mest selvfølgelige i hele verden sagde han bare:
”Jamen Lone det er DIG, der skal finde ud af, hvad man gør med dimsen. Det er din opgave”.

”Jamen”, klynkede jeg ”jeg ved jo ikke noget om det, og dét må der da være eksperter som ved en masse om? Det kan da ikke passe, at JEG skal finde ud af, hvordan dimsen skal klares?”

Jeg er jo pige, så jeg gav fortabt og spillede mit allerbedste det-er-så-syndt-for-mig-og-nu-skal-du-redde-mig. Men jeg var oppe imod en pro, der havde gennemskuet piger, der gerne vil reddes.
Kan kiggede neutralt på mig og sagde roligt:
”Du får LIGE præcis det, du har brug for”.

Hvad vidste han om det? Lige nu havde jeg brug for at en eller anden holdt om mig, gav mig ro, så jeg kunne blive tanket op og så jeg bagefter kunne gå ud igen og kæmpe mod det store stygge ”system”, som var min modspiller, der svigtede mig og min søn.

Han gav mig i hvert fald ikke det, jeg havde brug for: Han holdt ligesom ikke om mig. Jeg var alene i hele verden med MINE problemer. Han var endnu en, der svigtede mig og ikke gav mig det, jeg ville have (altså det jeg selv mente, jeg havde brug for).

”Rend mig – jeg får ikke det, jeg har brug for” tænkte jeg.

Måden, han havde sagt det på ”du får LIGE præcis det, du har brug for”, var ret speciel. Den var rolig. Den var fattet. Måske var det endda sagt lidt kærligt?

Nej, det kunne den ikke være, for sætningen var modbydelig. Det kunne jeg selv mærke indeni mig selv! Jeg stod i en situation, som var urimelig, jeg havde det hårdt, og så kom han med sådan en bemærkning, som bare var salt i såret.

Den næste tid blev sætningen ved med at dukke op i mit hoved. ”Du får lige præcis det, du har brug for”. ”Du får lige præcis det, du har brug for”. Aaargh!

Det var frustrerende, og han havde klart ramt noget, der provokerede mig.

Efter en uge eller to, gav jeg tanken en chance. HVIS han havde ret – at jeg fik lige præcis det, jeg havde brug for – hvad ville det så betyde? Jeg fik jo ligesom ingen hjælp. Min søn trivedes ikke. Kommunen ville placere ham på den skole, som mit indre skreg, at han ikke skulle på. Og jeg ville bare så gerne holdes om, have kærlighed og slappe af. Jeg ville SÅ gerne slippe. Jeg ville SÅ gerne have ro.

Men det fik jeg ikke. Måske var det fordi, jeg skulle lære noget?…..
JA! Dér var den. Jeg var en del af noget større, og universet var simpelthen i gang med at lære mig noget. Tænk, at jeg var SÅ vigtig, at universet opsatte et større teater, der involverede mange mennesker, for at JEG kunne lære mine lektier. Dén tanke kunne jeg ret godt lide, for den gjorde mig til noget stort, vigtigt og helligt.
Den tog jeg til mig.

Fra jeg accepterede sætningen ”du får lige præcis det, du har brug for”, begyndte der at ske store forandringer for mig.
Jeg holdt langsomt op med at synes, at det hele var urimeligt. Jeg holdt langsomt op med at kæmpe for, at tingene burde være på en anden måde.
Da jeg accepterede, at det åbenbart var meningen, at jeg skulle have det, jeg fik, blev alting meget lettere for mig.

En anden klog mand – en indianer ved navn ”Hawk of the yellow wind” – siger, at smerte kommer af to ting:
Når vi ikke får det, vi vil have.
Når vi får det, vi ikke vil have.

Løsningen på det er kærligt at sige til mig selv: ”Jeg får lige præcis det, jeg har brug for”.

Manden bag den fantastiske sætning er en særligt god ven, Bo. Min forandring skete, da Bo IKKE gav mig ret og IKKE bakkede mig op. Han angreb mig ikke og gik ikke til mig, men han havde så stor indsigt, at han undlod at bekræfte min lidelseshistorie. Han fortalte mig med sætningen ”du får, hvad du har brug for”, at jeg havde et forældreansvar, og at jeg ikke tog det. I stedet brugte jeg min tid på at klynke og klage min nød.

Hvis nogen rammer et ømt punkt ved mig, er min umiddelbare reaktion, at jeg bliver sur, vred, irriteret eller går. Men det er jo bare fordi, ”nogen” har fortalt mig en sandhed, jeg ikke har lyst til at indse.

Bo var med til at sætte min rejse igang, så jeg blev bedre til at tage mit forældreansvar. Dét Bo gjorde for mig var uselvisk og det bedste, han kunne gøre for mig. Det var noget af det kærligste, et menneske kan gøre.

I min verden er det kærlighed, når vi siger sandheden til hinanden.