Udfordret.dk



der er noget galt i Danmark



Som ny-uddannet socialrådgiver havde jeg en sikker tro på, at systemet ift. børn og unge er overvejende godt. At det er kompetente socialrådgivere, der vil børn og familierne det bedste – at det er empatiske mennesker, der sidder dér på den anden side af bordet.

Min tro på systemet er ikke længere det, den har været.
Forskellen er, at jeg nu har prøvet at sidde på den anden side af bordet.

Et af mine skønne børn viste tiltagende tegn på social angst og mulig depression, og vi derfor som familie kontaktede et privathospital med henblik på at få afklaret situationen. I løbet af 1 måned blev vores verden vendt en omgang, fordi vi kom ud med en diagnose indenfor autismespektret … altså et handikap. Når du får diagnosticeret et barn – dette både i privat og offentligt regi vil der i de fleste tilfælde foreligge en behandlings-strategi – eller en vurdering af, hvad der vil være bedst for barnet.

Så langt – så godt.
Men så knækker filmen.

For selvom du går fra børnepsyk eller privathospital med en behandlingsplan, så er det ikke dem, der vurderer hvilken behandling, der vil være det mest optimale, der skal udføre denne.
Det er kommunen, der skal varetage behandlingen …

Rent praktisk kan man sammenligne det med et spil ludo – hvor du næsten er nået hele omgangen og skal til at rykke din brik ind i slutfeltet – men at du bliver slået hjem i sidste slag.

Tilbage til start.

Som enhver anden mor i min situation gør – har jeg meldt mig ind i alle relevante foreninger, forældrefælleskaber og forældregrupper på de sociale medier.

Det var her, jeg så småt begyndte at miste troen på systemet.
Forældrene beskriver i høj grad dels at blive mistænkeliggjort inden barnets diagnose, et system, der ikke fungerer – hvor kommunerne af en eller anden uransagelig årsag i mange sager ikke følger vejledningen fra psyk endog VISO. Hverken i forhold til behandling, støtte til familien i form af aflastning eller skoletilbud.
Kommunerne har magt til at underkende den behandlingsplan en kompetent børnepsykiater eller børnelæge med speciale i specifikke handikaps har lagt for barnet. Er der ikke andre end mig, der kan se, at det er galt?

At det er overladt til socialrådgivere at træffe den endelige afgørelse om en foranstaltning – altså en behandling for barnet – som rent faktisk i mange tilfælde underkender den plan, der er lagt på forhånd. At kommunerne ikke er forpligtiget til at give barnet den hjælp – der skønnes nødvendig?
Jeg anede ikke, at systemet var så skævt.

Når du er forælder til et barn med et handikap, skal du leve med en viden om, at dit barn aldrig bliver raskt. Men det fantastiske ved mange af de her unger er, at de kan få et dejligt og rigt liv, hvor de også bidrager til samfundet ud fra de kompetencer, de har – hvis de får lov. Men det kræver, at de får den hjælp, der skal til – dels for at forstå sig selv, handikappet – og dels få værktøjer til, hvordan de udvikler sig bedst muligt. Det kræver, at deres familier får den hjælp, støtte og vejledning, de har brug for.
Men hvad så – når hjælpen udebliver – eller ikke er den rette?

Tænk engang hvis systemet også behandlede fysisk syge mennesker på denne måde? At en læge siger – ”Denne behandling er den mest optimale for dig – men det gør vi ikke. I stedet så får du nogle samtaler om, hvordan du håndterer den fysiske smerte. Det er det, vi kan tilbyde”

For selv om du står med en behandlingsplan – opskriften på hvordan dit barn kan udvikle sig positivt, så er det ikke sikkert, at barnet får behandlingen. Der kan også gå lang tid. Der kan gå tid med at få socialrådgiver i tale, tid med møder og tid til undersøgelse. Hvis du er heldig – kan barnet få behandling efter 4 måneder efter behandlingsplanen er gennemgået. Det er den tid, en børnefaglig undersøgelse må tage. At der ofte går længere tid, er en anden side af sagen.

Nogle gange skal forældre også selv søge om dele af behandling eller vejledning. Det kan fx være forældrekursus, søskendekurser, tabt arbejdsfortjeneste, medicinudgifter mv. Men den slags kan du få et afslag på. Får du afslag kan du klage – men så er der også gået ca. et år, fra du søgte første gang.
Og så er du slået hjem for 2. gang – hvor du nu lige var så tæt på.

Efter ca. et år kan du stå med en afgørelse fra Ankestyrelsen, der siger, at du har ret. At kommunen skal træffe en anden afgørelse. Somme tider træffer kommunen en afgørelse om et nyt afslag, hvor du så har mulighed for at klage igen.

Og så er du slået hjem for 3. gang.

I 2016 blev 46 % af de klager, Ankestyrelsen modtog omgjort. Det er meget.

Men det, der er endnu værre er, at i 51 ud af 98 kommuner – bliver der lavet fejl eller truffet forkerte afgørelser i 50 – 100 % af sager på Børnehandikap-området .… Og det er vel og mærke i de tilfælde, hvor forældrene har ressourcer til at klage. Hvad med alle de, der bare tror blindt på systemet – eller ikke har overskuddet til at klage, fordi de ikke orker at blive slået hjem for 4. gang?

Tilbage står børnene i et vakuum.
Uafklarede, ubehandlede og underkendte.

Familierne står last og brast med børnene og forsøger at skabe en god hverdag på trods af udfordringerne.

Men de bliver også slidte. Paradoksalt ikke af handikappet eller af børnene som sådan – men af stress i forhold til det system, der netop skulle hjælpe dem. Evidensbaseret forskning viser at forældre til børn med handikap er udsat for et langt højere stressniveau – qua udfordringer i hverdagen men også i forhold til bekymringer om fremtiden.

Hvad nu hvis forældrene giver op? Fordi de bliver trætte, modløse og mister troen på det system og den velfærd, vi alle er med til at bidrage til. For en lille måneds tid siden blev det hele for meget for en mor i gruppen, og hun endte med at tage sit liv på tragisk vis. Er det rimeligt?

En international undersøgelse viser, at ca. hver 5. forælder til børn med autisme udvikler PTSD.

Autismeforeningens egen undersøgelse blandt 1202 forældre til børn med autisme viser at 85,27 ikke følte sig psykisk sårbare INDEN diagnosen og at dette er reduceret til 23, 5 procent EFTER barnets diagnose. Over 10 % har udviklet PTSD og 32 % har udviklet depression. Næsten 70 % har decideret stress.

MEN HOLD NU FAST! Disse symptomer tilkendes ikke barnet – men mødet med systemet.
Systemstress er et nyt kendt begreb, vi som forældre kan gå på kursus i…
Dette står i skarp kontrast til tidlig indsats som mange kommuner bryster sig af. Tidlig indsat??
Det er ikke det, jeg kalder tidlig indsats. Det er slet ikke i nærheden af tidlig indsats.
Det er nærmest manglende indsats.

Det er ikke socialrådgivernes skyld.
De repræsenterer bare et system, der ikke burde varetage behandling. Det er manglende økonomi, et budget, der skal overholdes, manglende specialisering, manglende viden og manglende ansvarsplacering.
Det paradoksale er bare, at systemet er med til at bidrage til risikofaktorerne hos familierne qua den manglende behandling af barnet og manglende støtte, fordi denne udebliver – enten i kraft af tidsperspektivet eller en underkendelse af den oprindelige plan.

Så ja … der er i høj grad noget galt i Danmark.