Udfordret.dk



Dagbog Fredag 17. januar 2014



Det er fredag morgen. I dag starter dagsindlæggelsen af sønnik rigtig. Det indledende møde i går var voldsomt, og vi forældre måtte fastholde sønnik under samtlige 90 minutter som mødet foregik. Så jeg ved at det bliver en psykisk og fysisk kamp at få sønnik ud af bilen og afsted de 30 km til BørnePsyk. Lillesøster på 6 år kan godt mærke at stemningen er spændt, så hun vil gerne afleveres tidligt i skole. Da hun er afleveret går vi i gang med kampen. Sønnik stritter ikke så meget i mod som i går, han kan mærke at vi er stålsat på at han skal afsted. Vi får talt ham i tøjet og fordret af uden de store sværdslag. Pludselig siger sønnik at han ikke kan komme af sted uden vores kat. Jeg forsøger at tænke hurtigt, og svarer at han godt må få katten med, så kan han vise den frem til personalet. Jeg håber at katten kan dæmpe hans nervøsitet og fungere som en icebreaker på BørnePsyk. Det ser ud til at virke, hele vejen i bilen sidder sønnik med katten i sit bur og de hygger. Han er nervøs men katten dulmer. Da vi nærmer os hospitalet fortæller jeg igen at vi forældre ikke skal med ind og så blokerer sønnik. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Vi parkerer ulovligt lige uden for døren. Så skal vi ikke slæbe sønnik så langt. Vi kender rutinen, mor stiller sig udenfor, jeg tager sønnik indefra bilen og skubber ham ud. Når jeg tager fat om hans arme bag fra, fungerer jeg som en levende spændetrøje, og jeg kan trække ham baglæns med mig. Der kommer en gammel sød dame forbi og gør os opmærksom på at vi holder ulovligt og at det kan koste en bøde. Jeg svarer høfligt at jeg kender risikoen, mens jeg står men en rasende sønnik. Fruen gener damen videre. Da det nu er blevet voldsomt, kan vi ikke tage katten med ind. Personalet er forberedt og som ud af den blå luft dukker der helt naturligt 4 damer op og tager i mod os. Jeg har fået sønnik næsten helt hen til sofaen, da han sætter af mod væggen og sparker ham selv og mig ind i dørkarmen. Jeg slår mig. Skal du have hjælp spørg en pædagog? Jeg svarer nej, men hun kigger helt roligt på mig og siger “vi tager den herfra, kan I have en god dag”. Så lukker de døren. Vi står og kommer os udenfor. Jeg har ondt i ryggen. Sygeplejersken kommer ud til os. Hun fortæller os at sønnik er rolig nu, og vi bare skal komme igen om 1½ time som aftalt.

Vi har lige 1 time til at arbejde i, men indser hurtigt at vi ikke kan koncentrer os. Vi kører på McD og køber kaffe og pandekage. Vi spiser i bilen, så vi kan være sammen med katten. Den er nu ved at være godt utilfreds med at være i sin transportkasse, og mens vi spiser kaffe for den lirket låget op og kravlet halvt ud af kassen, men sidder nu fast halvvejs ude. Nu har jeg en rasende kat på bagsædet og lige om lidt skal jeg køre op på BørnePsyk for at hente min søn. Vi kigger på hinanden – det her er surrealistisk. Tiden er gået, vi skal hente sønnik. På vejen ringer fruen til dyrelægen, som har set masser af disse her historier. Katten skal bedøves og skæres fri. Det bliver dyrt tænker jeg.

På BørnePsyk sidder sønnik sammen med 3 voksne og spiller Uno. Han storsmiler og banker dem nådesløst i kort spil. Vi har jo katten med, og sønnik insisterer på at han skal vises frem. Fruen forklarer at der har været et lille uheld. Personalet rejser sig bare og går 4 styks med ud for at se til en kat ½ i bur ½ i det fri. Da vi kører mod dyrelægen insisterer sønnik på at hjælpe katten. At dømme udfra dens hvæsen er det ikke nogen god ide, men sønnik er ligeglad. Pludselig siger han “Jeg har fået ham ud”. Han har ganske enkelt hældt katten ud af hullet og så er det problem løst. Katten har knækket en klo i kampens hede, så vi bliver alligevel nødt til at køre til dyrelægen. Da vi kommer frem er der ingen af os voksne der kan komme i nærheden af katten. Dyrelægen har fået et par hilsner før, og vi kender temperamentet. Men sønnik stikker hovedet ned rovdyret uden at tage hensyn til klør eller hvæsen. Og mens han holder dyret, kan dyrelæge behandle kræet. Hvorfor kradser den ham ikke?

Det har sneet lidt, så vi har lovet øglerne at tage en tur i skoven og kælke. Fruen og jeg holder fri fra arbejdet og vi henter alle 3 lillesøster i skolen og kører i samlet flok ud i skoven. Alle glæder sig, specielt sønnik. Udefra ligner vi en helt almindelig familie, der bare har fået tidlig fri og skal i skoven. Det er ikke til at se at jeg 3 timer for inden har brugt alle kræfter på at slæbe min søn ind på et psykiatrisk hospital. Det er også lige meget lige nu.

Da vi kommer frem til skoven, er det tydeligt at der ikke er sne nok. Jeg venter på en nedsmeltning. Den kommer ikke, i stedet foreslår sønnik at vi kan lege lidt på skovlegepladsen. Og spørger så om vi kan se en familiefilm i stedet. Det kan du lige tro vi kan.

Mens vi ser familiefilm ringer de fra BørnePsyk. De har fastholdt sønnik i over en time, det var først de sidste 15 minutter at han slappede af. Det var som om han gav op, og indså at han ikke kunne bestemme hvad der skulle ske.

Det er fredag aften – jeg er træt – min kone er træt. Børnene ser Disney Show og spiser slik.

Nu er det weekend.

I morgen skal øglerne passes og vi skal til 2 x 40 års fødselsdag hos nogle gode venner.

På mandag skal han afsted igen.