Udfordret.dk



13. og 14. marts 2014 Torsdag og fredag



Dagbog torsdag og fredag 13. – 14. marts.

Klokken er 6.30 og jeg har sovet dårligt. Jobbet stresser. Fruen er allerede oppe. Jeg kan hører hun taler med Sønnik. Hun kommer ind til mig og siger “Vi får et hyr med ham i dag, han er helt ude af den”.

Sådan starter dagen.

Vi har haft 2 gode uger, hvor sønnik har været tilbage på ½ tid i hans specialskole. Dagindlæggelsen på Børne Psyk i Hillerød har virkelig hjulpet ham og os. Men nu er vi tilbage i hverdagen, så vi har ventet på en eller anden reaktion fra ham. Den kommer så i dag tænker jeg.

Jeg går ud på badeværelset plasker vand i ansigtet, jeg har brug for at vågne – lige nu. Så jeg kan være på. Fruen er i gang med at få gelejdet lillesøster videre i morgenens program.

Jeg tager linser på og vælger en trøje i stedet for skjorte. Så bliver briller og skjorte ikke ødelagt hvis det kommer til en fysisk konflikt med sønnik. Jeg går ind til ham på værelset. Han tickser helt vildt. Jeg har ikke set ham tickse så meget før. Han er ude af sig selv, og det er tydeligt at han har det svært.

Mens vi sidder i sengen og jeg holder om ham, begynder han at ridse sig selv på højre underarm. Han ridser med neglen så huden nærmest bliver høvlet af. “Vil du ikke stoppe med det” spørger jeg forsigtigt. “Nej – jeg er nødt til det” svarer han. “Jamen gør det ikke ondt?” spørger jeg. “Jo – det er meningen” svarer han. Jeg kommer i tanke om at vi har nogle massagebolde i hård plastik og med pigge. De gør også ondt at klemme på. Jeg henter en, og foreslår sønnik at han kan træde på den, eller klemme den i hænderne eller mellem lårene. Sønnik tager bolden og klemmer den mellem benene og bruger bolden i stedet for at ridse sig på armen. Alligevel er der kommet et 10 cm langt og 2 cm bredt sår på armen.

Jeg får snakket sønnik ud under bruseren. Han kan godt lide at sidde på hug under bruseren, og lade vandet løbe ned af ryggen. Mens han sidder der henter jeg noget plaster. Da han er færdig med at bade, spørger han hvad han så skal. “Du skal tørre dig” svarer jeg. “Nåh ja” svarer han, og fumler med håndklædet. “Jeg kan ikke….” siger han. Jeg tager håndklædet og tørrer ham forsigtigt.

Sønnik vil ikke med ned og spise morgenmad. Jeg har været vågen siden klokken 1 i nat siger han. Jeg er ikke helt sikker på at jeg tror ham. “Hvorfor kom du ikke ind til os?” spørger jeg. “Jeg havde glemt at jeg kan det” svarer han. Han går ind på værelset igen og sætter sig i sengen i underbukser og er ked af det. Jeg giver ham kugledynen på, ligger den dobbelt over ham, og siger at han bare kan ligge der roligt, så spiser vi andre lige morgenmad nedenunder. “Det skal nok gå…” forvisser jeg ham om.

Vi andre spiser morgenmad nedenunder. Vi er alle påvirket. Vi kan høre hvordan Sønnik har det skidt, og han begynder at banke på radiatoren med et eller andet. Jeg rejser mig og går op til ham, jeg ser ud af øjenkrogen at lillesøster bliver bange – hun sidder og ryster. Nu vil hun gerne i skole, og væk herfra. Fruen tager sig af hende, og jeg sætter mig op og trøster sønnik. Der er ingen grund til at tage konfrontationen med ham, mens lillesøster er hjemme. Det er vigtigt for mig at han kommer af sted i specialskolen igen i dag. Sønnik skal lære at han godt kan komme i skole, selv om han har en dårlig dag. Skolen kan rumme ham, og hans ophold på Børne Psyk har vist ham selv og os andre, at han kan meget mere end han selv tror. Han er vokset helt vildt både på skolen og hjemme. Hvis vi falder tilbage nu, så regrediere han igen. Det må ikke ske. Så jeg trøster ham og venter med at sige at han skal i skole til søs er kørt.

Fruen og søs kører afsted. Jeg sidder stille med sønnik ovenpå. Jeg siger blidt til ham at jeg godt kan se at han har det rigtig skidt, og jeg nok skal sige til dem på skolen, at det er en svær dag. Så de kan hjælpe ham. Sønnik bliver lidt vred, men kæmper ikke imod. Jeg kigger på klokken. Der er tid til at han kan sidde 5 minutter og selv tage tøj på. Så kan jeg nå ned til min kaffe og fruen kan nå at komme hjem fra at have afleveret lillesøster.

Jeg står ved kaffemaskinen og venter på min espresso. Jeg kan hører sønnik rumstere rundt oven på og jeg kan høre at han begynder at gå stille ned af trappen. Jeg når at tænke at han går mere stille end han plejer.

Så ser jeg ham.

Han har ikke taget tøj på, men er stadig i underbukser.

Oppe ved halsen holder han en kniv.

Spidsen peger direkte mod struben. Det er kniven i hans multiværktøj han kommer gående med. Jeg står helt stille ved kaffemaskinen. Prøver at veje situationen. Kan jeg sætte mig igennem som far, og sige “hvad fanden laver du – kan du så ligge den kniv fra dig”. Jeg beslutter mig for at uanset om jeg måske ville kun gøre dette, så skal der ikke løbes nogen risiko overhovedet.

Sønnik går over og sætter sig i sofaen i stuen. Det tager jeg som et tegn på at han søger dialog. Jeg siger til ham at det er dødsens farligt. At hvis han stikker kniven ind i halsen, så er det slut. Helt slut. Så kan jeg bare skære mig i armen i stedet. Ja svarer jeg, det må du hellere, eller stikke dig i låret. Jeg appellerer til hans logiske sans, og fortæller ham om aorta, at hvis den bliver skåret over så er der ikke mere. Jeg tror han forstår det.

Sønnik sætter sig nu midt i sofaen. “Du må ikke komme hen til mig” siger han. “Det skal jeg nok lade være med” lover jeg. “Kan vi aftale at du lige bliver siddende i sofaen – jeg skal lige ringe” siger jeg. “ja ja” – siger han. Huden er ved at blive rød på halsen, han holder spidsen helt tæt.

Vi har lavet en aftale – dem plejer vi at holde – så jeg går over i køkkenet og ringer.

Jeg ringer først til Akut Psyk i Hillerød, de tager telefonen, men siger straks at deres akutmodtagelse ikke omfatter børn, så de stiller mig videre til Glostrup. Jeg forklarer situationen, at jeg har brug for hjælp. “I kan komme ind med ham” foreslår de. Jeg forklarer om kniven på struben. Da damen hører dette blive hun helt stille. “Det kan vi ikke hjælpe med”. Fint siger jeg. Jeg ligger på og ringer straks 112. Jeg præsenterer mig og fortæller roligt om situationen. Vagthavende siger at det er en højkaliber situation. De sender straks en vogn. Alle telefonopkald er overstået på 3-4 minutter. Jeg går tilbage til sønnik.

Jeg spørger om jeg må tage et billede af ham til Børne Psyk. Ja svarer han. Jeg ved ikke hvorfor jeg spørger om det. Men jeg har vel brug for at kunne vise nogen hvordan han har det. Jeg kan føle på ham at det er okay at jeg tager billedet. Måske er hans accept af billedet også et råb om hjælp.

Det her drejer sig om at han ikke vil i skole i dag, fordi han ikke tror han kan holde til det. Budskabet er klart. Jeg vil ikke diskutere med ham om han skal i skole. Fordi jeg vil ikke give efter mens han har kniven for struben. Det er jo afpresning, og det går jeg ikke med til. I stedet forsøger jeg at tale om andre ting. Fruen kommer hjem. Jeg rejser mig – stopper hende i gangen, og fortæller at sønnik sidder i sofaen med en kniv for struben. Hun tager det helt roligt. Vi bytter plads – fruen sætter sig og taler med sønnik, samtidig går jeg udenfor får at tage i mod politiet. På vejen ud ringer jeg til skolen fortæller hurtigt om situationen. “Skal vi så afslutte samtalen nu…” spørger læreren. Ja siger jeg blot og ligger på.

Jeg bliver ringet op af Lars fra politiet. Han fortæller at han er fremme om 5 minutter. Jeg briefer ham om situationen, at sønnik er autist, og at det skal han have med i sine tanker når han taler med ham. Lars er helt rolig. Jeg møder ham på vejen, han kommer ræsende i en neutral bil med blå-blink på taget. Da han kommer frem giver vi hånd, og jeg begynder at gå ind. “Jeg skal lige lave 2 opkald, så kommer jeg” siger han. “Fint – jeg går ind igen” siger jeg. Jeg kan mærke på Lars at han ved hvad han laver. Det er ikke en almindelig patrulje der er sendt ud til os.

Jeg sætter en stol frem i stuen, og fortæller sønnik at der kommer ind der hedder Lars fra politiet, som gerne vil snakke med ham.

Lars kommer ind, sætter sig roligt i stolen og begynder at snakke med sønnik. Han er god. Lars spørger lidt til hvordan drengen har det. Nævner intet overhovedet om kniven ved struben. Spørger til hvad sønnik kunne tænke sig at der skal ske i dag. Det kan han ikke rigtig svare på. De taler videre mens fruen og jeg sidder stille og lytter med. De snakker lidt om skolen. Lars spørger på et tidspunkt til hvad der er forfærdeligt ved skolen. “Det ved jeg jo ikke. Hvis jeg vidste det, så havde vi jo løst det, og så er det jo ikke et problem” svarer sønnik. Tjah tænker jeg – han har jo ret.

Efter lidt over en ½ time, kommer Lars’ kollega Julie til. Vi sidder nu 4 voksne i en halvcirkel om sønnik der sidder i sofaen med sin kniv for struben. Julie og Lars snakker om de gode ting – Minecraft, at kører mountainbike med far og vores kat. Lars spørger igen “hvad kunne du tænke dig der skal ske i dag….” “Det har du spurgt om før, og jeg har svaret” jeg kan se irritationen i sønnikes øjne. Og jeg kan se at Lars bander af sig selv indvendig.

Der går ca en ½ time til. Sønnik løsner lidt op og glemmer at holde kniven mod struben. Vi snakker om katten, og jeg finder katten frem fra vores soveværelse. Jeg går hen til sønnik, og spørger om det er okay at jeg ligger katten ved siden af ham, mens jeg forsikrer at jeg ikke tager kniven fra ham.

Sønnik skifter hånd på kniven, han skal bruge sin venstre hånd til at kæle for katten. Den ligger fuldstændig tryg og upåvirket op og ned af hans lår.

Snakken kommer tilbage til mountainbikes. Lars spørger til om sønnik vil vise ham hans mountainbike. Der er en lille åbning. Det kan da godt være at sønnik vil vise Lars sin cykel.

Vi har nu siddet i over en time og 20 minutter.

Sønnik ligger kniven fra sig, rejser sig med et lille smil får at gå op og tage tøj på. Så snart han er på vej op af trappen, går jeg over og sikrer mig kniven. Katten ligger upåvirket og sover videre.

Vi ånder lettet op. Julie spørger om der “noget” ovenpå som han kan bruge. Det har de set før. Fruen går “tilfældigvis” også med oven på for at hjælpe knægten i tøjet og sikre mod andet farligt. Han ligger ikke mærke til det.

Nu kommer han glad ned af trappen. Jeg foreslår at Lars og sønnik lige kan køre en tur ude på vejen. Det synes sønnik er en god ide. Lars siger også ja – selv om jeg kan se at det er han ikke vant til. De cykler afsted og vi får mulighed for at snakke om hvad der nu skal ske. Jeg taler med skolen. De er helt okay med at han skal der op. Julie, som også kommer fra politiets forhandlergruppe (PET) er enig. Vi må ikke give efter. Selv om Julie ikke kender sønnik, så er jeg meget enig i hendes vurdering. Vi forbereder os på at når sønnik kommer tilbage fra cykelturen, så skal vi fortælle ham at han skal i skole.

Sønnik og Lars kommer tilbage fra cykelturen. Stemningen er god. Vi snakker noget om Lars’ vægt i forhold til cykel. Der er smil. Mens de går ind, går jeg over og slår børnelåsen til på bilen.

Inde i stuen sætter sønnik sig tilbage i hjørnet af sofaen. Jeg ser ikke om han leder efter kniven, men jeg er glad for at den er væk nu. Jeg fortæller at jeg har talt med skolen, og at jeg har aftalt med dem at han skal være der oppe til klokken 12. Det er lidt under 1½ time. Sønnik bliver vred. Det giver ikke mening siger han. “Vi har jo undervisning om morgenen, og efter kl 10 er det bare hygge et stykke tid. Så lærer jeg jo ikke noget. Det giver ikke mening…” fortsætter han. Det kan godt være tænker jeg. Men afsted det skal du. Jeg går over til ham, og beder ham rejse sig. Det vil han ikke.

Der skal handles resolut igen. Jeg tager forsigtig fat under benene på ham og ligger an til at løfte ham. Han rejser sig, og jeg kan nu tage fat omkring ham bagfra. Jeg kender teknikken fra før. Jeg trækker ham ud gennem køkkenet og forsøger at overtale ham til at tage sko på. Det vil han ikke. Julie tager sko med og går foran os og holder døren. Jeg får sønnik ud til bilen, og sætter mig baglæns ind på bagsædet, så jeg nærmest trækker os ind. Julie stiller skoene på forsædet, fruen har sat sig i førersædet så vi kører med det samme. Vi når ikke at sige rigtig farvel til politiet. Det må vi gøre en anden gang.

Da vi kører ud på hovedgaden, kan jeg se at der holder to politibiler med blink. De har holdt standby.

Vi kører afsted mod skolen. Sønnik er sur og kæmper i mod. Han slår mig, men jeg holder ham roligt og siger at han ikke skal slå.

Så begynder han at råbe at vi ikke lytter til ham. “Du lytter overhovedet ikke til mig….” skriger han mig ind i hovedet hele tiden. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at bevare roen nu.

Da vi kommer frem til skolen, nægter han at komme ud af bilen. Nu mister jeg fatningen. Jeg tager fat i hans fod og flår ham ud af bagsædet. Tager ham op som var han et sæk kartofler og bærer ham med. Han begynder at græde. Jeg indser det er forkert. Jeg får lyst til at smide ham ned i jorden og råbe af ham. I stedet ligger jeg ham og går væk. En pædagog fra skolen er kommet til. Han kigger passivt på. Fruen sætter sig ved sønnen, som kryber ind til hende. “Hvorfor er far vred på mig….. hvorfor”. Fruen trøster.

Jeg sætter mig på en sten lidt væk. Midt på parkeringspladsen sidder fruen med sønnik, som græder og er ked af det. “Hvorfor hev han i mig, jeg var jo ved at tage sko på…..” snøfter sønnik.

Skolelederen er kommet til, hun kommer over til mig. “Det blev bare for meget nu” siger hun med medfølelse. “Ja”. “Er der noget jeg kan gøre for dig” spørger hun. Jeg ryster på hovedet. Forsøger at samle mig. Jeg retter mig og går over til fruen og sønnik. “Undskyld skat – det må du undskylde” siger jeg til ham. “Hvorfor hev han mig ud, jeg var jo ved at tage sko på….” siger sønnik til fruen. Jeg kigger fortvivlet på ham.

Jeg fortæller skolelederen at sønnik skal i skole i dag. Jeg kan mærke på hende at hun er usikker. Hvem vil ikke være det. Vi bliver enig om at de kan ringe til psykologen fra børneafdelingen og høre hende. Skolelederen går ind og ringer.

De kan ikke sidde der på jorden midt på parkeringspladsen. Jeg åbner passagerfordøren, og siger at de kan sætte sig der. Fruen løfter drengen med sig hen på sædet. Han siger han har helt vildt ondt i anklen. Vi må ikke røre ved den, og han kan hverken vippe tæer eller foden. Tårerne løber ned af kinderne på ham. Jeg finder en kleenex frem inde fra bilen og giver den til ham.

Da skolelederen kommer ud igen, er hun enig med os i at sønnik skal i skole. Hun fortæller sønnik at de voksne har besluttet at han skal være i skole til kl 12.00 lige som han plejer.

Sønnik nikker, snøfter lidt og går med pædagogen. Han mangler sin ene sko, men går bare med. Han halter overhovedet ikke. Skolepædagogen er også kommet til. Hun er nærværende nok til at finde sønniks sko og løber ned og giver den til ham. Han tager den på og fortsætter sammen med pædagogen over i musik, hvor de skal spille Kraftwerk.

Jeg er tom. Helt tom.

Skolelederen og psykologen kigger på os. Vil I ikke med ind og have en kop kaffe? Det er ikke et spørgsmål, kan jeg se på dem. Vi går med. Jeg kan også godt bruge den kaffe.

Da vi går over mod skolen fortæller fruen at udover de to politibiler der holdt der hjemme, så var der også en ambulance standby lige i nærheden, men den var parkeret så vi ikke kan se den. Julie havde fortalt det til fruen, da hun kom. Jeg havde slet ikke tænkt over det. Men jeg kan godt nu se hvor ekstrem en situation vi lige har været igennem.

Vi taler morgenen igennem med skoleleder og psykolog. De forsøger lidt debriefing. Psykologen spørger mig hvornår jeg var klar over at drengen ikke ville stikke sig selv. Jeg kigger på hende. Tænker efter. “Hvornår kunne du mærke at situationen vente” spørger hun mig. “Da han lægger kniven fra sig” forsøger jeg. Men egentlig så er det ikke det rigtige svar. Jeg ville aldrig give ham lov til det. Jeg kan ikke forestille mig at han vil gøre det. Måske derfor var jeg så rolig. Jeg ved det ikke.

Psykologen roser mig, siger jeg har klaret det godt. “Jeg har ikke noget alternativ” svarer jeg bare. Jeg forstår egenlig ikke hvad hun mener.

Vi kører hjem igen. Klokken er lidt over 11. Fruen bliver hjemme fra arbejde. Jeg er nødt til at tage ind på kontoret. Jeg skal forberede et stort oplæg til dagen efter, og jeg skal oplære en medarbejder i et program.

Ud på kontoret bliver jeg mødt af en kollega fra et nabo firma. “Nåeh man møder nok til direktør tid” siger han med et smil. Jeg smiler igen. “Jeps – lidt fordele skal der da være ved at være selvstændig” svarer jeg.
På med smilet.

Om eftermiddagen sms’er pædagogen at det er gået godt. Fruen henter datteren og de har en legekammerat med hjemme. Jeg bliver nødt til at arbejde længe.

Hjemme til aftenbordet er stemningen helt normalt. Så normal som den kan være i min familie.

Jeg glæder mig til jeg skal ud og kører max test i mountainbike klubben. Det er meningen at vi skal presses helt ud over grænsen og køre syretræning til vi brækker os. På vej op af den 4. bakke dukker sønnik op på nethinden. Han sidder i sofaen med sin kniv. Jeg har maxpuls – råber – og træder til på de sidste meter.
Sådan en lille lorte bakke skal ikke knække mig.

Efter træning for vi altid en kop kaffe hos coachen. Der bliver fyret røverhistorier af, og folk har altid de vildeste undskyldninger for ikke at have kørt max. Jeg siger bare det har været en hård dag. Ingen grund til at gå i detaljer. De vil ikke kunne forstå.

Træningen trækker ud og jeg er først hjemme lidt over 23. Da jeg kommer hjem sover børnene og fruen allerede.

I morgen er det fredag. Det er hverdag. Min frue og jeg skal på arbejde og vores børn i skole.

Fredag 14. marts.

Jeg vågner 6.30 og trænger til et bad. Fruen er allerede oppe og i gang som sædvanlig. Søs nynner og har tøj på. Efter badet stikker jeg hovedet ind til sønnik. “Skal du bade knægt?” spørger jeg. “Ja ja” siger han. To ord fra ham. Jeg kan høre på tonefaldet at det bliver en almindelig morgen.

Vi spiser morgenmad, stemningen er god. Søs bliver kørt i skole af fruen.

Sønnik og jeg diskutere Kraftwerk. Jeg forklarer at de var størst i 70’erne. Sønnik kan genkende nogle af deres lyde i Coldplay siger han. Vi sætter os ud i bilen. Sønnik vil gerne at vi skruer op for musikken. Det gør jeg så. Vi kører gennem byen mod skolen, med vinduerne rullet ned og Autobahn fra Kraftwerk brølende ud af højtalerne.

Oppe på skolen fortsætter diskussionen på parkeringspladsen og hele vejen ind i klassen. “hej hej” siger jeg og går med det samme. Sønnik vinker distræt han er på vej videre.

Jeg har travlt skal holde et oplæg på arbejdet.

I morgen er det weekend.